Tak, fru forsvarsminister

Fredag aften var jeg på nippet til at falde ned af stolen, da jeg på en af de mange nyhedssites kunne læse, at beredskabsstyrelsen nu ville forbyde...

Ulrik E. Fink,

22/08/2010

Fredag aften var jeg på nippet til at falde ned af stolen, da jeg på en af de mange nyhedssites kunne læse, at beredskabsstyrelsen nu ville forbyde overnatninger i skoler og idrætshaller, noget der ville fjerne grundlaget for en masse af de frivillige idræts- og kulturforeninger, der spiller en yderst væsentlig rolle i det danske samfund, og som løbende, til glæde for en masse mennesker, arrangerer diverse lejre og idrætstræf. Argumentet var, at brandfaren var for stor, uagtet at der altid er frivillige brandvagter tilstede til disse arrangementer, men beredskabstyrelsen så ud til at ville presse deres forslag igennem, dog med den store indrømmelse at der for hver forening godt kunne tillades 1 årlig overnatning for en større gruppe. Den sidste mindste logik og fornuft i forslaget var hermed væk. Søndag morgen er meldingen fra forsvarsministeren så, at hun nu vil bede beredskabsstyrelsen om at annullere forslaget. Tak for det; og godt at se at der stadig findes fornuft på Christiansborg. Det man bare kan undre sig over er, at ingen i beredskabsstyrelsen på forhånd fik stoppet dette. Et er, at yngste fuldmægtig i mangel af opgaver kan sidde og komponere et sådant forslag, men at ingen chefer eller ledere skrider ind inden det når ud til offentligheden; det er både tænkevækkende og bekymrende. Forhåbentlig tager man internt ved lære af denne sag, så man ikke spilder flere af skatteborgernes penge.

Kilde: