Henrik Christoffersen reflekterer over Poul Erik Tøjner's kronik i Politiken den 27. september. Han skriver om forholdet mellem kunst, kunstnere og kulturpolitik. Kronikken er væsentlig og tillige i flere henseender modig. Den er et opgør med tendensen til, at kunst opsluges i en politisk kamp om fordeling af goder, og at kulturpolitik således reduceres til et spil om, hvem der skal have hvor meget. Kunst er noget særligt og handler ikke som så meget andet om opgaver, der skal løses, men er ”en permanent og produktiv undtagelsestilstand, som folk frivilligt og ofte med fryd udsætter sig for”.
