Sygehuse som genopdragelseslejre i tolerancens navn?

LEDER: Skal en patient på et offentligt dansk sygehus have lov til at sige, at han eller hun ikke vil behandles af en tørklædeklædt muslimsk kvinde...

Ole Birk Olesen,

21/11/2010

LEDER: Skal en patient på et offentligt dansk sygehus have lov til at sige, at han eller hun ikke vil behandles af en tørklædeklædt muslimsk kvinde, eller ej? Eller have mulighed for at skifte sygehus af samme grund? Der falder for tiden brænde ned over sundhedsminister Bertel Haarder, fordi han svarer med et ja, men hvorfor skulle han ikke?

I hvert fald kan man sagtens komme i tanker om situationer, hvor det ville være på sin plads, at patienter ikke alene har et frit sygehusvalg, men også en mulighed for at sige, at de hellere vil modtage behandling fra en bestemt ansat fremfor en anden.

En kvindelig patient kan foretrække en kvindelig gynækolog fremfor en mandlig. En mandlig patient kan have lettere ved at tale med en mandlig læge i stedet for en kvindelig. Og ja, nogle patienter kan have en personlig modvilje mod at blive behandlet af ansatte som skilter med et religiøst eller et politisk tilhørsforhold, som patienterne kan finde foruroligende eller stødende eller bare for anderledes.

Hvis det kan lade sig gøre at imødekomme den slags præferencer hos patienterne uden de store omkostninger, så kan man lige så godt gøre det.

Det er fint og godt at være tolerant over for mennesker, der er anderledes end os selv, og hvis alle mennesker var lidt mere tolerante, så ville verden være et bedre sted. Men det offentlige sundhedsvæsens opgave er at give den bedst mulige behandling og service til patienterne, som de nu engang er - ikke at fungere som genopdragelseslejr i tolerancens navn.

Der er faktisk ikke et påbud i dansk lovgivning om, at vi alle skal kunne lide hinanden i dette land.

Kilde: