Svinepest hærger i Vietnam: 2,8 millioner grise aflivet

Vietnam har aflivet næsten 10% af landets svinebestand som konsekvens af svinepest

Ikke angivet Ikke angivet,

26/06/2019

Vietnam har aflivet næsten 10% af landets svinebestand som konsekvens af svinepest.

Siden februar er 2,8 millioner grise blevet aflivet.

- Det er dybt bekymrende, da der findes titusinder eller hundredtusinder af grise på de store farme. Skaderne kan blive enorme, hedder det i en erklæring fra myndighederne.

Den afrikanske svinepest, som ikke er farlig for mennesker, begyndte at sprede sig i landet i februar. I den seneste uge er 300.000 grise blevet aflivet.

I Asien blev sygdommen første gang opdaget i august sidste år i Kina.

Kinas bestand af grisene er blevet mindsket med op mod 200 millioner grise i år som følge af sygdommen.

Kinas svineindustri er langt den største i verden. Den hollandske bank Rabobank, som udlåner penge til den globale landbrugssektor, anslår, at kinesernes bestand af grise kan svinde ind med en tredjedel i 2019.

Der findes indtil videre ingen kur eller vaccine mod afrikansk svinepest, som kommer fra Afrika. Sygdommen blev konstateret i det østlige Europa og Rusland før den blev opdaget i Kina og i andre asiatiske lande.