Placeringen af hovedsygehuse, eller i folkemunde supersygehuse, har naturligt optaget mange rundt om i landet i det sidste års tid.
Når sygehusene ligger der om mange år, er det vigtigt, at de er mere super end nogensinde set før. Og skal man lære af fejl er der også mange sandfærdige historier at tage fat i. Hør her! En bekendt faldt i sneen og fik brud på flere fingre. Hun blev opereret, men syntes ikke resultatet var helt godt. Hun kom til speciallæge på én af regionens sygehuse for at få råd og hjælp (reoperation eller genoptræning). Sygehusets læge X henviste hende til privat klinik, bl.a. fordi patienten ville have en såkaldt ”second opinion” og dermed andre øjne på skaden. Hun blev henvist og mødte op på den private klinik og der sad læge X sørme og skulle kigge på hende - igen. Han henviste derpå til det offentlige sundhedsvæsen, til genoptræning. På den måde fik hun en second opinion af samme læge, som så hende første gang og læge X henviste til sig selv og - må man da håbe - grinede hele vejen til banken. Hvilket spild af patientens tid, af samfundsressourcer i en ressourceknap tid og af lægens værdifulde tid. Desværre er det der skaber værdi for denne læge åbenbart hensynet til hans egen private økonomi. Et supersygehus bør ikke befolkes af den slags - af offentlige kasser - malkemaskiner.
Hvad skal man sige, andet end boller fra Kohberg?
En anden bekendt blev indlagt på en anden af samme regions sygehuse og fik en masse information, en seng og et skab, fik taget diverse prøver og 2 timer senere fik hun så at vide, at det ikke blev til noget alligevel, da der var sygdom på operationsgangen!!!
En sygeplejerske og en Social og sundhedsassistentelev brugte 2 timer på at indlægge, undersøge, informere, fordele senge til 4 personer – uden at vide, at det hele blev aflyst og alle blev sendt hjem igen – det er godt nok spild af ressourcer. Både sygehusets og borgerens, der sygemeldte sig fra arbejdet.
Et sygehus bliver ikke super bare fordi bygningerne er det. Det er først og sidst personalet der skal sikre superligastatus.
Når sygehusene ligger der om mange år, er det vigtigt, at de er mere super end nogensinde set før. Og skal man lære af fejl er der også mange sandfærdige historier at tage fat i. Hør her! En bekendt faldt i sneen og fik brud på flere fingre. Hun blev opereret, men syntes ikke resultatet var helt godt. Hun kom til speciallæge på én af regionens sygehuse for at få råd og hjælp (reoperation eller genoptræning). Sygehusets læge X henviste hende til privat klinik, bl.a. fordi patienten ville have en såkaldt ”second opinion” og dermed andre øjne på skaden. Hun blev henvist og mødte op på den private klinik og der sad læge X sørme og skulle kigge på hende - igen. Han henviste derpå til det offentlige sundhedsvæsen, til genoptræning. På den måde fik hun en second opinion af samme læge, som så hende første gang og læge X henviste til sig selv og - må man da håbe - grinede hele vejen til banken. Hvilket spild af patientens tid, af samfundsressourcer i en ressourceknap tid og af lægens værdifulde tid. Desværre er det der skaber værdi for denne læge åbenbart hensynet til hans egen private økonomi. Et supersygehus bør ikke befolkes af den slags - af offentlige kasser - malkemaskiner.
Hvad skal man sige, andet end boller fra Kohberg?
En anden bekendt blev indlagt på en anden af samme regions sygehuse og fik en masse information, en seng og et skab, fik taget diverse prøver og 2 timer senere fik hun så at vide, at det ikke blev til noget alligevel, da der var sygdom på operationsgangen!!!
En sygeplejerske og en Social og sundhedsassistentelev brugte 2 timer på at indlægge, undersøge, informere, fordele senge til 4 personer – uden at vide, at det hele blev aflyst og alle blev sendt hjem igen – det er godt nok spild af ressourcer. Både sygehusets og borgerens, der sygemeldte sig fra arbejdet.
Et sygehus bliver ikke super bare fordi bygningerne er det. Det er først og sidst personalet der skal sikre superligastatus.
