Superkolonien
Myrer er helt fantastiske væsener. De kan bære enorme byrder, de ligner hinanden og så er de i stand til at bygge gigantiske superkolonier, som strækker sig over flere tusinde kilometer. Trods den klejne størrelse er de utroligt velorganiserede, og dette skyldes først og fremmest en ting: Hver enkelt myre lever og dør for kollektivet – fra de forlader ægget til de bliver smidt på kadaver-lossepladsen. I myrernes verden er der nemlig ikke plads til personlige drømme og ønsker. Man har det samme arbejdstøj på, og man trækker byttet hjem til kolonien og deler det hele 100 % solidarisk. Eller Dronningen får selvfølgelig lidt mere, for hun er lidt mere lige end de andre.
Det lyder jo som en socialistisk drøm, men det er jo bare dyr. Vi, som mennesker, kunne da aldrig finde på at fratage andre mennesker deres ret til inividuel frihed og til at finde lykken, vel? Vi kunne da aldrig finde på at tvinge individet til at indordne sig efter kollektivets regler, kunne vi? Vi kunne da aldrig finde på at tvinge nogen til at overgive store andele af deres indkomst og formue til kollektivet, eller? Vi anerkender jo ethvert menneske i samfundet som værende et individ, så ovenstående hører sig udelukkende en myrekoloni til, gør det ikke?
Superkoloni Danmark anno 2011
Dronningen Helle Thorning-Schmidt har lige vundet valget og kæmper hårdt for at få indført en betalingsring rundt om koloniens hovedkammer, København. Formålet er, at arbejdsmyrerne skal tvinges ind i den offentlige transport, da det er for kollektivets bedste. Her kan de stå som myrer i en tønde og vente på at blive fragtet til kadaver-lossepladsen, for uden frihed og lykke, så er lossepladsen alligevel sidste endestation. Vi pakkes sammen i store transportcontainere og taber alligevel den tidsbesparende værdi på gulvet, som Dronningemyren har påstået, at vi kommer til at tjene på. Vi må ikke vælge friheden, for valget er taget for os, selvfølgelig i kollektivets, myrekoloniens tegn.
Erhvervslivet i kolonien har flere gange advaret den nyvalgte Dronning om, at det vil komme til at skade de værdiskabende virksomheder, og ligeledes er det en kendsgerning, at det vil komme til at koste mange familier, som skal få en hverdag med børn og arbejde til at hænge sammen, dyrt i både tid og penge. Men Dronningen er ligeglad - i kollektivets navn kan alt lade sig gøre. I myrekolonien er det kun Dronningen og de nærmeste rådgivere, der må iklæde sig farverige gevanter og træffe individuelle valg. Vi andre er arbejdsmyrer, der skal sikre, at Dronningen bliver ophøjet til enerådig hersker, der kan træffe alle beslutninger, for kun på den måde kan Socialismen... Undskyld myrekolonien fungere.
