Liberal Alliances forslag om, at indvandrere selv skal betale for deres sundhedsudgifter, har et meget svagt punkt, nemlig at indvandrere også betaler skat. Derved kommer indvandrerne til at betale to gange for den samme ydelse.
Selv med et fradrag så er det langt fra fair, da skatteværdien typisk kun vil være 40%. Så hvis indvandreren betaler 50.000 Kr. for en forsikring, kommer han efter skat til at betale 30.000 Kr. ekstra for den samme ydelse.
Forslaget lyder sympatisk, og det er ikke første gang jeg har hørt det, første gang jeg analyserede det var tilbage i Fremskridtsdagene, og den gang var konklusionen den samme som nu, det dur ikke sådan som sundhedssystemet er skruet sammen i Danmark.
Fremskridtspartiet gik, ligesom Liberal Alliance ind for at sundhed var en primært offentligt finansieret service som finansieres via skatten, da sundhed for alle blev anset for et gode. Sundhedssikring har den egenskab at det kan og vil ramme alle uden at den enkelte kan gøre så meget ved det. Derimod mente Fremskridtspartiet, igen ligesom Liberal Alliance, at social sikring ikke var noget som gavnede Danmark som sådan og derfor indstillet på reformer af denne.
Derfor var det naturligt at sige at når indvandrere skal ikke ligge samfundet til last, så gælder dette ikke lægehjælp fordi indvandrerne når de kommer ind i det danske system, allerede betaler for denne ydelse med deres skat. Betaler de ikke skat, så ligger de derimod systemet til byrde og skal ud.
Så hvis man vil indføre egenfinansiering for indvandrere, så bliver man altså nødt til at starte med at reformere sundhedssystemet i Danmark.
Det nuværende system opbyder også et andet alvorligt problem, nemlig at det offentlige sidder på størstedelen af sundhedsmarkedet. Man kan godt købe sundhedsforsikringer som Simon Emil nævner, men der findes ikke idag produkter på markedet der dækker alt. Primært fordi de forsikringer man i dag får via arbejdsgivere er tillægsforsikringer der dækker behandling på privat hospitaler. Derfor skal der udvikles nogle nye produkter, som kun vil rette sig imod en lille minoritet. Det bliver dyrt, det bliver det altid når politikerne stiller nogle mærkelige krav.
Problemet med at indvandrere kommer til at betale to gange for deres sundhedsforsikring, kan selvfølgelig klares ved at indvandrerne får et fradrag. Det er ikke så smart hvis man sigter imod en flad skatteløsning. Det er også blot at sende nogle penge frem og tilbage, og undervejs er der nogle forsikringsselskaber der bare kan tage fat og lægge tykt på for at sikre sig. Spørgsmålet er også hvad skal ydelserne koste. Eftersom det er det offentlige der står for hovedparten af produktionen, så er det reelt dem som sætter prisen.
Derfor, indtil systemerne bliver reformeret, må jeg anbefale mit gode gamle forslag om at gøre en opholdstilladelse afhængig af en vis skattebetalting. D.v.s. hvis indvandreren betaler mere i skat end han koster samfundet, så er vi glade og tilfredse.
Det er administrativt simpelt og kan klares via een computer. Hvis man samtidigt kobler det op på en lempelse af alle de andre krav der stilles til indvandrere, så kan sagsbehandlingstiden reduceres kraftigt.
Selv med et fradrag så er det langt fra fair, da skatteværdien typisk kun vil være 40%. Så hvis indvandreren betaler 50.000 Kr. for en forsikring, kommer han efter skat til at betale 30.000 Kr. ekstra for den samme ydelse.
Forslaget lyder sympatisk, og det er ikke første gang jeg har hørt det, første gang jeg analyserede det var tilbage i Fremskridtsdagene, og den gang var konklusionen den samme som nu, det dur ikke sådan som sundhedssystemet er skruet sammen i Danmark.
Fremskridtspartiet gik, ligesom Liberal Alliance ind for at sundhed var en primært offentligt finansieret service som finansieres via skatten, da sundhed for alle blev anset for et gode. Sundhedssikring har den egenskab at det kan og vil ramme alle uden at den enkelte kan gøre så meget ved det. Derimod mente Fremskridtspartiet, igen ligesom Liberal Alliance, at social sikring ikke var noget som gavnede Danmark som sådan og derfor indstillet på reformer af denne.
Derfor var det naturligt at sige at når indvandrere skal ikke ligge samfundet til last, så gælder dette ikke lægehjælp fordi indvandrerne når de kommer ind i det danske system, allerede betaler for denne ydelse med deres skat. Betaler de ikke skat, så ligger de derimod systemet til byrde og skal ud.
Så hvis man vil indføre egenfinansiering for indvandrere, så bliver man altså nødt til at starte med at reformere sundhedssystemet i Danmark.
Det nuværende system opbyder også et andet alvorligt problem, nemlig at det offentlige sidder på størstedelen af sundhedsmarkedet. Man kan godt købe sundhedsforsikringer som Simon Emil nævner, men der findes ikke idag produkter på markedet der dækker alt. Primært fordi de forsikringer man i dag får via arbejdsgivere er tillægsforsikringer der dækker behandling på privat hospitaler. Derfor skal der udvikles nogle nye produkter, som kun vil rette sig imod en lille minoritet. Det bliver dyrt, det bliver det altid når politikerne stiller nogle mærkelige krav.
Problemet med at indvandrere kommer til at betale to gange for deres sundhedsforsikring, kan selvfølgelig klares ved at indvandrerne får et fradrag. Det er ikke så smart hvis man sigter imod en flad skatteløsning. Det er også blot at sende nogle penge frem og tilbage, og undervejs er der nogle forsikringsselskaber der bare kan tage fat og lægge tykt på for at sikre sig. Spørgsmålet er også hvad skal ydelserne koste. Eftersom det er det offentlige der står for hovedparten af produktionen, så er det reelt dem som sætter prisen.
Derfor, indtil systemerne bliver reformeret, må jeg anbefale mit gode gamle forslag om at gøre en opholdstilladelse afhængig af en vis skattebetalting. D.v.s. hvis indvandreren betaler mere i skat end han koster samfundet, så er vi glade og tilfredse.
Det er administrativt simpelt og kan klares via een computer. Hvis man samtidigt kobler det op på en lempelse af alle de andre krav der stilles til indvandrere, så kan sagsbehandlingstiden reduceres kraftigt.
