Information beskriver det generationsskifte, der er i gang i SF - en proces der har bragt Thor Møger Pedersen og andre unge strømlinede cafe-socialister ind i varmen. Allerede efter et par dage må man konstatere, at resultatet er kvalmende.
Hvor de unge på venstrefløjen tidligere virkede - og ofte var - skolede og hjernevaskede dogmatikere, men mennesker med en stærk tro og en klar mission, så efterlader de "nye" SF´ere et ubehageligt indtryk af en kalkuleret og ideologiløs bevægelse, som kun har den mission at de vil til magten. De vil sige og gøre hvad som helst - og de vil uden at rødme løbe fra det i morgen - hvis det bare bringer dem nærmere magten.
Det klassiske SF-bagland er stærkt kritisk, men Thor Möger Pedersen tager kritikken med ophøjet ro, og nøjes med at glæde sig over, at statsministeren og SF’s formand har fundet ham kvalificeret og kompetent til en ministerpost. En grænseoverskridende ignorans og mangel på respekt for egne vælgere - som der i.ø. dybets set kun er få af; TMP fik kun 600 personlige stemmer.
Thor Möger Pedersen påpeger med en uklædelig selvtilfredshed, at han har ageret bag scenen og derfor ikke er kendt i den brede offentlighed, men han lægger ikke skjul på at han anser sig som en central og vigtig mand i partiet.
I dagens TV-avis kunne man så opleve en klon af Thor Möger, nemlig Jesper Petersen, der er SF´s nye politiske ordfører. Han er endnu en vandkæmmet og meget ung jakkesæts socialist, som næppe er tør bag ørerne, og som med sikkerhed ikke har anden erfaring end fra uddannelses-systemet. Stillet overfor spørgtsmål om hvor vidt man i SF kan forstå, at kernevælgerne føler sig svigtet, kastede han sig stilsikkert ud i et angreb på VK-regeringen. Det var som om han ikke havde hørt spørgsmålet - og i øvrigt ikke havde registreret at valgkampen er ovre.
Først da journalisten havde gentaget spørgsmålet flere gange forholdt Jesper Petersen sig modvilligt til spørgsmålet, men han kunne angiveligt ikke få øje på noget problem overhovedet. SF har jo fortsat de samme holdninger, men må acceptere at de ikke har 90 mandater, og derfor løber de uden blusel fra alle løfter. Det forbehold glemte SF at nævne under valgkampen - det havde måske gjort en forskel.
F.eks. havde det med sikkerhed gjort en forskel hos den mor til 10 (!) børn som TV-avisen havde fundet frem; Hun havde for første gang i 20 år stemt på Socialdemokratiet på grund af en skriftlig forsikring direkte fra S om at besparelserne på børnechekken ville blive rullet tilbage, hvis de kom til magten. Det kom de så, til magten altså, men tilbagerulningen den udebliver. Også her manglede der et forbehold for 90 mandater.
Vi oplever en regering der er på hastig tilbagetog fra alle de løfter og forsikringer der blev fremført før valget, og der er nu lagt op til at de må gennemføre store dele af den politik de tordnede imod under valgkampen - fordi de ikke har de nødvendige 90 mandater. Men det har de jo vidst hele tiden - de har aldrig haft udsigt til at få det nødvendige flertal.
Hvis man lige et kort øjeblik sammenligner med den tidligere VK-regering, så havde de også en strategi med at udstede løfter før hver valg, men med den bestydelige forskel, at de også gennemførte hovedparte af løfterne efter valget. De havde simpelthen gjort sig den ulejlighed at undersøge mulighederne for at få er flertal.
Det har S-SF ikke gjort, og forklaringen er, at flertallet aldrig har været indenfor rækkevidde. Det der hurtigt er ved at åbenbare sig er et vælgerbedrag af dimensioner.
