Stop humaniora-bashing | Information

De store humanistiske tænkere har gennem historien leveret noget af det ypperste tankegods omkring samspillet mellem mennesker og samfund samt samfundsstrukturer.

I dag er de højere uddannelser blevet stort set drænet for dette vigtige tankegods i relation til den almene dannelse, og nu har det politiske liv for alvor, gennem bl.a. produktivitetskommisionen og erhvervslivets økonomiske særinteresser, indledt de afgørende slag mod det sidste bolværk mod fragmenteret tænkning og fagidioti, nemlig undermineringen og stigmatiseringen af 'uproduktive' humanistiske fag som religionsvidenskab, musikhistorie, filosofi, idehistorie mv.

Det er ikke alene uskønt at være vidne til, hvordan politiske muskler helt bevidst forsøger at undertrykke den højere tænkning, åndslivet. Det er også en tåbelighed. Men det er til at forstå, for bortset fra 'folkedomstolene' på de sociale medier, er netop åndslivet den største trussel mod den politiske magt, som er blevet djøf'ernes, den nye adels, højborg.

Men det er også en økonomisk tåbelighed, for derved begås nøjagtig samme fejl, som kendes fra især totalitære styrer: Når åndslivet knægtes, smuldrer samfundsøkonomien.

En blomstrende økonomi er jo netop 'frugten' af menneskers trivsel og sunde udvikling. Men uden dannelse ingen sund menneskelig udvikling, og dermed også forringet trivsel. Det vidste Grundtvig noget om. Og den udvikling, eller rettere afviklingen af dannelsen, fører direkte til en negativ økonomisk udvikling i samfundet på et tidspunkt.

Det er blevet sagt før, men kan ikke gentages ofte nok: Når det politiske liv regulerer åndslivet, svarer det til, at fårene vogter hyrden. Det er den omvendte verden og risikoen for både et samfundsmæssigt og men også økonomisk kollaps på et tidspunkt, er voksende og allerede faretruende stor.

En sund økonomi skabes ikke af økonomer og et udbyttende, profitorienteret erhvervsliv alene. Og slet ikke af politikere. De burde faktisk ikke beskæftige sig med økonomi. Det viser al evidens, som jo er den pragmatiske politiks ledestjerne. Men politikerne kunne - måske, hvis de lærte at tænke holistisk - skabe rammerne for, at menneskers trivsel og virke i samfundet skaber en sund økonomi.