Det er dybt bekymrende, at udviklingsminister Christian Friis-Bach vil nøjes med lidt intern omrokering af u-landsbistanden til Uganda i en situation, hvor landet er ved at indføre statsautoriserede mord på homoseksuelle, og det gør man i realiteten, når man indfører dødsstraf for homoseksuelle forhold. Ministeren og ledende aktører i ngo-verdenen mener, at vi skal blive og påvirke tingene indefra. Det er absurd af mange grunde.
Ville vi fortsætte samarbejdet med en stat, som udøvede systematiske drab på religiøse eller nationale mindretal? Nej. Der må sendes et klart signal om, at vi ikke kan acceptere noget sådant. Man ville jo heller ikke kunne leve med at give bistand til et land, hvor der bare var et enkelt gaskammer, fordi man håbede at kunne påvirke landet til ikke at anvende det (for meget). Her må der gå en helt principiel grænse.
Endnu værre bliver det, da Danmark faktisk har rigtig gode muligheder for at påvirke Uganda. Danmark er den største bilaterale donor i landet, som får dækket 30% af sit budget af international bistand. Hvis Danmark i en koordineret indsats med andre donorlande meddelte, at vi ville trække hele støtten, hvis der bliver indført dødsstraf for homoseksuelle, ville Uganda selvfølgelig bøje sig. Og selv hvis landet ikke gjorde det, måtte man jo stadig se sådan på det, at det varjo så et valg, de selv traf. Ofte hører man den indvending, at det er synd at straffe resten af befolkningen ved at sløjfe støtten. Men for det første må befolkningen også mærke, at det man er på vej ud i, ikke kan accepteres af den civiliserede verden. For det andet bliver man nødt til at indse, at udviklingspolitikken er et almindeligt politikområde, hvor der selvfølgelig må prioriteres som i alle andre politiske sammenhænge. Vi kan alligevel ikke give til alle, der har behov for hjælp. For det tredje viser 50 års erfaring med bistandsarbejdet, at det ikke giver udvikling at give støtte til lande, der ikke udvikler sig samtidig i retning af frihed, demokrati og god regeringsførelse. Det fører simpelt hen ikke til noget, og pengene er så alligevel spildt.
Derfor er hele Friis-Bachs nye bistandspolitik, hvor vi skal støtte ”svage stater” da også helt forfejlet. Det nytter ikke noget, og vi spilder i bedste fald bare pengene. I Ugandas tilfælde 368 millioner gode skattekroner om året. Også for os homoseksuelle er det dybt krænkende, at det officielle Danmark fortsætter støtten til et sådant regime for vores egne penge.
