Danmark har ikke blot behov for økonomiske reformer, vi har lige så meget – hvis ikke mere – behov for at reformere den offermentalitet, ansvarsløshed og mangel på social mobilitet som præger dele af befolkningen. Det er af den grund, at jeg sidste år stiftede en forening ved navn Center for Social Mobilitet ( CESMO ), hvis primære formål er, at sætte fokus på emner som enten hindrer eller fremmer social mobilitet.
Da det ikke er nogen hemmelighed, at offermentalitet, ansvarsløshed og mangel på social mobilitet overvejende eksisterer blandt underklassen, er der god grund til at rette fokus mod netop den gruppe – også selvom det er et både trist og frastødende syn.
Hvis man ser på mit barndomskvarter, så er det – femten år, og endnu flere sociale tiltag, efter at jeg forlod det – nu så socialt belastet, at mange beboere ikke længere tør gå ud efter mørkets frembrud. Min 65 årige mor må – som så mange andre beboere – finde sig i seksuelle tilråb, hvis ordlyd jeg er for blufærdig til at gengive. Der bor børn, hvis nød får dem til at lede efter mad i skraldespande; lejligheder som er så beskidte, at der er behov for skadedyrsbekæmpelse; beboere som smider møbler ud af vinduerne, sætter ild til deres indbo eller blot smadrer alt hvad der kan smadres.
Oveni alt det kommer de regelmæssige voldsepisoder samt et nyt fænomen, der består i at forældre tager deres små børn med rundt for at tigge, under dække af at børnene er sultne, alt imens pengene blot bruges på alkohol og stoffer.
Det er den livsstil, som mange mener, er forårsaget af fattigdom og social eksklusion, og det er nu på høje tid, at få hesten og vognen sat i rette rækkefølge, for det er naturligvis omvendt; det er deres livsstil, som skaber nød og elendighed. Den fattigdom vi ser i Danmark er kort sagt livsstilsrelateret, og det er derfor nødvendigt at tale om, at der er en rigtig og en forkert måde at leve på.
Hvis vi ikke gør det, så har underklassens børn ikke en chance for at vide, hvordan de undgår deres forældres skæbne. Der skal derfor tales højt – og sikkert også længe – om, at nød og elendighed kan undgås ved at træffe gode valg. Det betyder, at der skal slukkes for den violinmusik, som alt for længe har akkompagneret underklassen, når de søger om julehjælp eller blot fortæller om deres liv i pressen, og de skal i stedet – på nøjagtig samme vilkår som alle andre borgere – stilles til ansvar for deres situation.
Desværre er der kun én ting, som underklassen nyder mere end at modtage ekstra sociale ydelser, og det er at omtale mennesker med succes som usympatiske. Der findes ikke nogen, der hylder illusionen om, at der bag enhver formue ligger en forbrydelse, med helt samme lidenskab som underklassen. Det er en tankegang, som muligvis trøster mennesker, hvis liv er alt andet end en succes, men den minimerer samtidig sandsynligheden for social mobilitet blandt underklassens børn – for hvem ønsker at blive som et af de mennesker, ens forældre hele livet har talt dårligt om?
Hvem ønsker at læse medicin, når læger betegnes som dumme svin, fordi de enten ikke vil udskrive medicin eller erklæringer på ( ikke-eksisterende ) sygdom? Hvem ønsker at blive advokat, når inkassobrevene vælter ind, og ens forældre anser advokaten for at være den skyldige part? Hvem ønsker at blive socialrådgiver, når det nu er dem, som sender ens forældre ud i – fra et underklasseperspektiv – nedværdigende aktiveringstilbud eller lukker for kontanthjælpen? Og hvem ønsker at blive politibetjent, når politiet altid omtales med de værst mulige gloser?
Det er derfor ikke blot underklassen, der skal trækkes op; dem der klarer sig godt, skal samtidig frigøres fra beskyldninger om, at deres succes er skabt på andres bekostning. Underklassen – og visse andre kredse – skal lære, at det netop er dem med succes, som muliggør et samfund hvor alle – selv dem der ikke har sået – kan høste.
Social mobilitet bliver – som ovenstående viser – hindret af forskellige årsager, hvoraf det at overførselsindkomster ikke blot anses for at være en rettighed, men også noget man kan bruge som livslangt forsørgelsesgrundlag, kun er en mindre del. Det er først og fremmest tanken om, at underklassens elendighed skyldes uretfærdigheder, der skal bekæmpes, og sideløbende skal dem med succes tildeles den ære samfundet skylder dem.
Det er de tanker, som Cesmo vil arbejde for at udbrede, men idet at – og det har læseren sikkert forståelse for – intet er gratis, har jeg brug for, at så mange som muligt bakker op om sagen. Jeg vil derfor opfordre alle til at blive sponsor ( også selv om hjemmesiden, cesmo.dk, endnu ikke er helt færdig ). Det koster kun 300 kroner om året, og med det beløb, bidrager man til at gøre op med offermentalitet, ansvarsløshed og manglende social mobilitet – og så inkluderer sponsoratet naturligvis også glæden ved at iagttage visse kredses irritation over Cesmo.
Beløbet kan indsættes i Den Danske Bank reg.nr. 3307, og kontonr. 3307327821. På forhånd tak, og husk at anføre navn og adresse i meddelelsesfeltet.
Da det ikke er nogen hemmelighed, at offermentalitet, ansvarsløshed og mangel på social mobilitet overvejende eksisterer blandt underklassen, er der god grund til at rette fokus mod netop den gruppe – også selvom det er et både trist og frastødende syn.
Hvis man ser på mit barndomskvarter, så er det – femten år, og endnu flere sociale tiltag, efter at jeg forlod det – nu så socialt belastet, at mange beboere ikke længere tør gå ud efter mørkets frembrud. Min 65 årige mor må – som så mange andre beboere – finde sig i seksuelle tilråb, hvis ordlyd jeg er for blufærdig til at gengive. Der bor børn, hvis nød får dem til at lede efter mad i skraldespande; lejligheder som er så beskidte, at der er behov for skadedyrsbekæmpelse; beboere som smider møbler ud af vinduerne, sætter ild til deres indbo eller blot smadrer alt hvad der kan smadres.
Oveni alt det kommer de regelmæssige voldsepisoder samt et nyt fænomen, der består i at forældre tager deres små børn med rundt for at tigge, under dække af at børnene er sultne, alt imens pengene blot bruges på alkohol og stoffer.
Det er den livsstil, som mange mener, er forårsaget af fattigdom og social eksklusion, og det er nu på høje tid, at få hesten og vognen sat i rette rækkefølge, for det er naturligvis omvendt; det er deres livsstil, som skaber nød og elendighed. Den fattigdom vi ser i Danmark er kort sagt livsstilsrelateret, og det er derfor nødvendigt at tale om, at der er en rigtig og en forkert måde at leve på.
Hvis vi ikke gør det, så har underklassens børn ikke en chance for at vide, hvordan de undgår deres forældres skæbne. Der skal derfor tales højt – og sikkert også længe – om, at nød og elendighed kan undgås ved at træffe gode valg. Det betyder, at der skal slukkes for den violinmusik, som alt for længe har akkompagneret underklassen, når de søger om julehjælp eller blot fortæller om deres liv i pressen, og de skal i stedet – på nøjagtig samme vilkår som alle andre borgere – stilles til ansvar for deres situation.
Desværre er der kun én ting, som underklassen nyder mere end at modtage ekstra sociale ydelser, og det er at omtale mennesker med succes som usympatiske. Der findes ikke nogen, der hylder illusionen om, at der bag enhver formue ligger en forbrydelse, med helt samme lidenskab som underklassen. Det er en tankegang, som muligvis trøster mennesker, hvis liv er alt andet end en succes, men den minimerer samtidig sandsynligheden for social mobilitet blandt underklassens børn – for hvem ønsker at blive som et af de mennesker, ens forældre hele livet har talt dårligt om?
Hvem ønsker at læse medicin, når læger betegnes som dumme svin, fordi de enten ikke vil udskrive medicin eller erklæringer på ( ikke-eksisterende ) sygdom? Hvem ønsker at blive advokat, når inkassobrevene vælter ind, og ens forældre anser advokaten for at være den skyldige part? Hvem ønsker at blive socialrådgiver, når det nu er dem, som sender ens forældre ud i – fra et underklasseperspektiv – nedværdigende aktiveringstilbud eller lukker for kontanthjælpen? Og hvem ønsker at blive politibetjent, når politiet altid omtales med de værst mulige gloser?
Det er derfor ikke blot underklassen, der skal trækkes op; dem der klarer sig godt, skal samtidig frigøres fra beskyldninger om, at deres succes er skabt på andres bekostning. Underklassen – og visse andre kredse – skal lære, at det netop er dem med succes, som muliggør et samfund hvor alle – selv dem der ikke har sået – kan høste.
Social mobilitet bliver – som ovenstående viser – hindret af forskellige årsager, hvoraf det at overførselsindkomster ikke blot anses for at være en rettighed, men også noget man kan bruge som livslangt forsørgelsesgrundlag, kun er en mindre del. Det er først og fremmest tanken om, at underklassens elendighed skyldes uretfærdigheder, der skal bekæmpes, og sideløbende skal dem med succes tildeles den ære samfundet skylder dem.
Det er de tanker, som Cesmo vil arbejde for at udbrede, men idet at – og det har læseren sikkert forståelse for – intet er gratis, har jeg brug for, at så mange som muligt bakker op om sagen. Jeg vil derfor opfordre alle til at blive sponsor ( også selv om hjemmesiden, cesmo.dk, endnu ikke er helt færdig ). Det koster kun 300 kroner om året, og med det beløb, bidrager man til at gøre op med offermentalitet, ansvarsløshed og manglende social mobilitet – og så inkluderer sponsoratet naturligvis også glæden ved at iagttage visse kredses irritation over Cesmo.
Beløbet kan indsættes i Den Danske Bank reg.nr. 3307, og kontonr. 3307327821. På forhånd tak, og husk at anføre navn og adresse i meddelelsesfeltet.
