Støj fra kæmpemøller vil lukke Thylejren

Der skal eksproprieres langt flere ejendomme omkring det nye testcenter for vindmøller i Thy end hidtil beregnet i Miljøministeriet

Jesper Ørsted,

28/10/2010

Der skal eksproprieres langt flere ejendomme omkring det nye testcenter for vindmøller i Thy end hidtil beregnet i Miljøministeriet. Det viser en rapport fra Aalborg Universitet.15 flere boliger end hidtil beregnet - samt en campingplads, et hotel og hele Thylejren - bliver belastet så meget af støj fra det nationale testcenter for vindmøller ved Østerild Klitplantage i Thy, at hele molevitten skal eksproprieres.
Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet, som Ingeniøren har fået udarbejdet.
Fadæsen er opstået, fordi Miljøministeriet i VVM-redegørelsen om testcentret har regnet med, at der skal opstilles møller på 12 MW - og at støjen fra dem vil føre til ekspropriering af fem ejendomme. Men siden loven blev vedtaget i Folketinget, har Risø DTU meldt ud, at møllerne kommer til at have en effekt på op til 20 MW.
Jo større mølleeffekt, jo mere larm, lyder det fra professor og akustikekspert Henrik Møller fra Aalborg Universitet.
I alt vil omkring 120 borgere komme til at bo i så meget larm, at støjbekendtgørelsen kræver en ekspropriering.
»Konsekvensen bør være, at man ikke opfører møllerne, eller at maneksproprierer alle ejendommene, for man kan ikke overholde støjbekendtgørelsen,« siger Henrik Møller, der sammen med GIS-specialist Jan Kloster Staunstrup og civilingeniør i akustik Steffen Pedersen har udarbejdet undersøgelsen, der offentliggøres i morgen i en 32-siders rapport.