Ovennævnte overskrift er et citat af Christian Have, som netop har udgivet en ny bog, der hedder "Drømmen om berømmelse", hvis tanker kunne være et efterslæt til Andy Warhols motto om, at alle og ehver fortjener 10 minutters berømmelse i løbet af et liv.
Men drømme har konsekvenser, hvis ikke man forstår, at drømme er flygtige. Det ved Christian Have alt om. Med afsæt som trommeslager i det smagløse band Mabel, som jeg engang i halvfjerdserne udråbte som det mest åndsvage, jeg nogensinde havde oplevet, må man sige, at Christian Have har rejst sig som en Fugl Føniks fra den skrøbelige aske.
Som ophavsmand til det velrenommerede kommunikationsbureau for kunst og kultur: Have Kommunikation har han formidlet nogle tankesæt, som man ikke skal sidde overhørig, selv om kunst og kultur som modsætningsbestemte begreber ikke efterlader megen bevidsthed hos den enkelte i dag.
Er der fx en spalte i Netavisen 180 Grader, der hedder Kultur eller Kunst? Jeg har ikke fundet den.
Derimod er der én, der hedder Underholdning. Minsandten også én, der hedder Sladder. Alligevel keder vi os gudsjammerligt.
"Vi har alle muligheder for at kommunikere med hinanden 24 timer i døgnet. Vi har bare ikke fået bevidstheden med os. Vi mangler at have en holdning til de sociale medier. Jeg har ikke noget imod reality-show, hvis vi bare har distancen og reflektionen til det og forstår, at det er underholdning".
Christian Have er ophavsmand til flere bøger om kulturelle aspekter.
Bl.a. har politik udviklet sig til et reality-show, hvor statsministerkandidaterne inden ret længe bliver valgt af politiske kommentatorer og ikke af folket, fordi det mangler evnen til at gøre en forskel. Substans og kanel er blevet til to sider af samme sag. Valget af landets statsminister kunne let blive en realitet af ovennævnte betragtning, hvis kulturen fortsat udvikler sig i samme retning, som den gør.
Kultur forudsætter indsigt.
I dag hvor berømmelse er blevet indholdsløst, fordi vi ikke længere er istand til at skelne, hvor Brian Sandberg og Stein Bagger er ligeså gode som Helle Thorning og Lars Løkke, forvrænges proportionerne mellem kulturelle værdier og selvcentrerede eksponeringer.
Hvad hjælper demokratiet, hvis bevidstheden om evnen til at kunne gøre en forskel ikke er tilstede? Hvor reflektionen og nysgerrigheden er erstattet af en drøm, som man aldrig vågner af?
