Støjberg vs. Politisk korrekthed

Da Inger Støjberg kom med sine kontroversielle udtalelser om at forskelsbehandle indvandrere, afhængig af deres oprindelsesland, satte hun i virkel...

Bent Adriansen,

09/08/2014

Da Inger Støjberg kom med sine kontroversielle udtalelser om at forskelsbehandle indvandrere, afhængig af deres oprindelsesland, satte hun i virkeligheden ord på det, som mange danskere tænker og godt kan se, men ikke tør sige højt: Ja, der er større problemer med integration af ikke-vestlige indvandrere, og ja, det er nemmere at integrere folk, der har nogenlunde samme baggrund og kultur som os selv. Så ja, det giver derfor mening, at det bør være lettere for folk fra eksempelvis Canada eller Australien at komme til Danmark end for folk fra Somalia eller Pakistan.

Inger Støjbergs udtalelser faldt selvsagt ikke i god jord hos det politiske korrekte Danmark, og helt forventeligt hagler kritikken nu ned over hende med bemærkninger om, at det er udansk, i strid med internationale konventioner, man forskelsbehandler ikke, og vi er ikke farveblinde, når vi ansætter folk o.s.v. Og internt i Venstre lyder det fra det sædvanlige kor med Rohde, Elleman-Jensen, Hornbech og Vesselbo: Dette er ikke et liberalt menneskesyn og ikke hvad partiet står for.

Fælles for dem alle er, at de nægter at forholde sig til substansen i Inger Støjbergs udtalelser; nemlig at der er integrationsproblemer ved ikke-vestlig indvandring, og at det giver god mening med forskelsbehandling efter oprindelsesland. En substans, der både er til at forstå og til at få øje på. Men sådan er det jo at være politisk korrekt. Uanset hvor store problemerne er, og hvor tydeligt man kan se dem, ja så skal de rigtige synspunkter forsvares og de forkerte kritiseres. For man vil jo nødig være den, der træder ved siden af og siger noget forkert, for hvad ville de andre, så ikke tænke? Og hvad med udlandet, vi har jo også vores omdømme at tænke på. Jo, der er mange hensyn at skulle tage som politisk korrekt.

Så selvom Poul Nyrup Rasmussens udtalelser om det ikke stuerene DF og Mohammed-krisen efterhånden ligger nogle år bag os, så må vi desværre konstatere, at den politiske korrekthed og selvcensur lever i bedste velgående i Danmark og forhindrer mange debatter. Debatter der, som den Inger Støjberg her har rejst om integration, er nødvendige, hvis vi for alvor skal løse mange af de alvorlige problemer vi har i Danmark.

Så til Inger Støjberg og de (heldigvis) mange andre politisk ukorrekte i dette land: Fortsæt med at sige, hvad I mener!

Kilde: