Hvis du går rundt i de sneklædte gader med skumle planer om at kaste en snebold i nakken på en forbipasserende, så skal du gøre det med det samme.
I fremtiden bliver det nemlig langt dyrere at kaste med snebolde, hvis det står til justitsminister Lars Barfoed (K), som har fremsat et lovforslag om større bøder for overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.
I fremtiden skal det koste minimum 1.000 kroner at kaste med snebold eller vand, hvis »dette kan medføre fare eller ulempe for forbipasserende«. I dag slipper man med en bøde på 500 kroner for samme forbrydelse.
1.000 kroner for at tisse på et offentligt sted
Det skal også koste mindst 1.000 kroner i bøde, hvis man for eksempel tisser på et offentligt sted, falder i søvn i en trappeopgang eller laver dørtelefonfis (banken på døre mv. uden rimelig grund, som det hedder i ordensbekendtgørelsens paragraf 7).
Lovforslaget bygger på en redegørelse fra Rigsadvokaten, som foreslår, at overtrædelser af ordensbekendtgørelsen som minimum skal koste 1.000 kroner i bøde. Der skal dog være mulighed for en højere straf i grove tilfælde.
»Rigsadvokaten har i den forbindelse peget på, at anvendelse af våben og bålantændelse typisk vil blive anset for potentielt farligere end f.eks. kast med vand og snebolde«, som der står i lovforslaget.
Nonbo kastede nok selv med sne
Venstres Karsten Nonbo, som ud over at være folketingsmedlem også er politibetjent, støtter lovforslaget:
»Politiet har så meget flair, at de ikke ligger på lur efter en, som kaster en snebold. Det her handler jo om dem, som virkelig generer folk. Det er noget forbandet svineri at pisse op ad forretningsvinduerne uden for diskoteker. Dem har jeg overhovedet ikke medlidenhed med. Og jeg tror aldrig, man vil se en betjent, som skriver en bøde til en 15-årig dreng, der i kådhed kaster en snebold efter en anden. Men over for dem, som generer gamle damer ved at kaste snebolde i nakken på dem, er det sgu ikke for meget«.
Har du nogensinde selv givet en bøde til en sneboldkaster?
»Nej, det har jeg ikke. Jeg vil tro, at der bliver meget, meget få, som får bøde for det. Til gengæld vil jeg tro, at det er meget, meget velfortjente bøder«.
Hvad med dig selv Karsten Nonbo ? Har du aldrig selv kastet en snebold efter nogen på gaden?
»Jo, det vil jeg da håbe, for ellers har jeg ikke været en normal knægt. Men så har man jo også udvalgt ofre på samme alder. Jeg har jo ikke kastet snebolde efter ældre gangbesværede damer med rollator«.
Fulde mennesker lader vandet alle vegne
På Nørrebro kender formanden for Nørrebro Handelsforening, Hans Mejlhede, alt til fulde mennesker, der lader vandet, hvor det passer dem:
»Det er brandirriterende, og folks moralske grænser for, hvad de tillader sig at gøre, er faldet de senere år. Før ville man sgu ikke stille sig op, meget offentligt, hvor alle kunne glo på en, og så tisse op ad facaden. Det gør man altså i dag«, siger han.
Han tvivler dog på, at en større bøde vil få folk til at tisse på dertil indrettede steder.
»Den slags mennesker er som regel stærkt berusede, og så er der ikke sådan nogle fornuftsbetonede ting oppe i hjernen, der agerer. Forslaget kan kun aftvinge lidt sympati, men jeg er ikke alt for optimistisk med hensyn til, hvor meget det hjælper«.
Politiet har ingen planer om at holde bedre udkig
Hos Københavns Politi oplyser den centrale vagtleder Henrik Olesen, at man ikke umiddelbart har planer om at holde bedre udkig efter tissetrængende, sneboldkastede borgere, der ringer på dørklokker uden rimelig grund:
»Vi disponerer vores ressourcer efter, hvor der er mest brug for dem, så det er en opgave, der ryger ind i den daglige prioritering. Har vi en, der kaster med snebolde eller står og tisser op ad en port et eller andet sted, så tager vi personen, hvis vi kommer forbi og ikke har andre opgaver«.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Lars Barfoed (K).
(Ovenstående er taget fra en artikel på Politiken, lørdag d. 27/11-2010)