I lyset af svækkede konjunkturer skønnes underskuddet på de offentlige finanser til 71¼ mia. kr. i år og 100¾ mia. kr. til næste år, svarende til henholdsvis fire pct. af BNP i år og 5,5 pct. af BNP til næste år.
"Finanspolitikken er dermed tilrettelagt, så den tilgodeser hensynet til at understøtte den økonomiske aktivitet samtidigt med, at finanspolitikkens troværdighed fastholdes ved, at Danmark efterlever EU-henstillingen," fastslår Bjarne Corydon.
Han peger videre på, at finanslovaftalerne for næste år er finansieret krone-for-krone efter princippet om, at nye initiativer og ny politik først gennemføres, når der er tilvejebragt sikker finansiering.
"Med finanslovsaftalerne for 2012 øges skatter og afgifter med fem mia. kr. varigt, som bidrager til finansiering af en række nye initiativer, herunder forbedring af vilkårene for ledige, styrket indsats mod ungdomsarbejdsløshed, afskaffelsen af de særligt lave ydelser på kontanthjælpsområdet samt flere midler til sundhedsområdet, uddannelse og forskning," anfører Bjarne Corydon i sin kommentar til budgetredegørelsen.