Alt for mange medier i Danmark får masser af støtte fra staten. Særligt de gamle, etablerede medier er på sprøjten. De vægrer sig ved snak derom, for de ved jo godt, at det er et problem for den uafhængighed, de ellers påkalder sig ved hver lejlighed, der byder sig.
Medier, der er på støtten, kan aldrig udfylde rollen som borgernes vagthund. En rolle der er fundamental i et åbent samfund.
Så længe man får ved Moder Stats pat, er man ikke en vagthund. Medier på støtte er blot statens sølle, dresserede skødehunde.
Som borgere må vi da blot, hver gang vi har chancen, le ad de gamle medier. Vi må råbe som den lille dreng i eventyret, at Kejseren ikke har noget tøj på. Hver eneste gang de gamle medier selvhøjtideligt taler om, hvor vigtige de er for demokratiet, må vi sige fra.
Mediestøtte gavner ikke demokratiet. Den truer det. Den binder medierne til staten, og gør dem mere tilbøjelige til at ville tækkes de politikere, der sidder og deler ud af godbidderne. Det kan aldrig være en journalists rolle. Hvor er også den faglige stolthed i alt dette.
Når medier har travlt med at tækkes politikere, går deres tid med en art lobbyarbeje. Journalistisk set bliver de dovne, fordi det afgørende ikke længere er, hvor gode koncepter og produkter, de kan udvikle, men i stedet i hvor høj grad de formår at gøre politikerne gavmilde.
Nu er der så udsigt til en omlægning af - desværre ikke til et opgør med - mediestøtten. Man kunne da have gjort sig det håb, at mange af de nyere online-baserede medier ville betakke sig på forhånd. Det lader dog desværre ikke til at være tilfældet.
Altså bliver vi i den nærmeste fremtid i al sandsynlighed vidner til et patetisk stykke absurd teater, hvor de forskellige medier på ynkelig vis vil bejle til staten, det bedste de har lært. Alt imens kunne de have udviklet sig journalistisk.
Selve muligheden for at opnå støtte hos staten er nok til at ødelægge medielandskabet. Var der ikke denne forbandede mulighed, måtte man spytte i næverne og komme i gang med det egentlige arbejde i stedet. De destruktive konsekvenser af mediestøtten kan næppe overvurderes.
Kriteriet under mediestøtten er ikke god, informativ journalstik. Kriteriet er ikke at skabe det indhold, folk vil have. Kriteriet er ene og alene at regne ud, hvordan man bedst vinder statens gunst.
Mediestøtte ødelægger også muligheden for dem, der vil selv. Dem der havde kunnet, havde det ikke været for den støtte, de andre modtager.
For det er klart, at det forholder sig sådan, at når mennesker er tvunget til at betale til medierne over skatten, vil de ikke betale til de medier, der ikke modtager støtten, på anden vis. De får jo de støttede medier "gratis".
Derved kvæles den sidste pluralitet, og man afliver effektivt de sidste vagthunde. Tilbage er kun de patetiske skødehunde, der altid gemmer sig i Moder Stats skørter. Tilbage er da kun systemet.
Medier, der er på støtten, kan aldrig udfylde rollen som borgernes vagthund. En rolle der er fundamental i et åbent samfund.
Så længe man får ved Moder Stats pat, er man ikke en vagthund. Medier på støtte er blot statens sølle, dresserede skødehunde.
Som borgere må vi da blot, hver gang vi har chancen, le ad de gamle medier. Vi må råbe som den lille dreng i eventyret, at Kejseren ikke har noget tøj på. Hver eneste gang de gamle medier selvhøjtideligt taler om, hvor vigtige de er for demokratiet, må vi sige fra.
Mediestøtte gavner ikke demokratiet. Den truer det. Den binder medierne til staten, og gør dem mere tilbøjelige til at ville tækkes de politikere, der sidder og deler ud af godbidderne. Det kan aldrig være en journalists rolle. Hvor er også den faglige stolthed i alt dette.
Når medier har travlt med at tækkes politikere, går deres tid med en art lobbyarbeje. Journalistisk set bliver de dovne, fordi det afgørende ikke længere er, hvor gode koncepter og produkter, de kan udvikle, men i stedet i hvor høj grad de formår at gøre politikerne gavmilde.
Nu er der så udsigt til en omlægning af - desværre ikke til et opgør med - mediestøtten. Man kunne da have gjort sig det håb, at mange af de nyere online-baserede medier ville betakke sig på forhånd. Det lader dog desværre ikke til at være tilfældet.
Altså bliver vi i den nærmeste fremtid i al sandsynlighed vidner til et patetisk stykke absurd teater, hvor de forskellige medier på ynkelig vis vil bejle til staten, det bedste de har lært. Alt imens kunne de have udviklet sig journalistisk.
Selve muligheden for at opnå støtte hos staten er nok til at ødelægge medielandskabet. Var der ikke denne forbandede mulighed, måtte man spytte i næverne og komme i gang med det egentlige arbejde i stedet. De destruktive konsekvenser af mediestøtten kan næppe overvurderes.
Kriteriet under mediestøtten er ikke god, informativ journalstik. Kriteriet er ikke at skabe det indhold, folk vil have. Kriteriet er ene og alene at regne ud, hvordan man bedst vinder statens gunst.
Mediestøtte ødelægger også muligheden for dem, der vil selv. Dem der havde kunnet, havde det ikke været for den støtte, de andre modtager.
For det er klart, at det forholder sig sådan, at når mennesker er tvunget til at betale til medierne over skatten, vil de ikke betale til de medier, der ikke modtager støtten, på anden vis. De får jo de støttede medier "gratis".
Derved kvæles den sidste pluralitet, og man afliver effektivt de sidste vagthunde. Tilbage er kun de patetiske skødehunde, der altid gemmer sig i Moder Stats skørter. Tilbage er da kun systemet.
