LEDER: I et Danmark, hvor politikerne opkræver verdens højeste skatter, er en skattelettelse på 7 mia. kr. fra den af regeringspartierne, Venstre og Konservative aftalte skattereform en lille, men dog velkommen adspredelse.
Reformen ændrer ikke nævneværdigt på skatteregimets vælde, som i år beslaglægger 855 mia. kr. fra borgernes produktion, men 0,8 procent mindre skatteopkrævning er naturligvis bedre end ingenting. Selvom det ikke er meget mere end ingenting.
Til gengæld må man sige, at to elementer i reformen, som er vendt mod familierne, trækker i en direkte forkert retning.
For det første er der den ensidige forhøjelse af beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere. I forvejen er den danske velfærdsstat en rundhåndet uddeler af støttebeløb til singleforældre, så en enlig mor (eller far) her til lands modtager de største offentlige tilskud i formentlig hele verden. I nogle tilfælde kan det allerede i dag ligefrem betale sig for mor og far at gå fra hinanden. Denne statslige favorisering af ikke-kernefamilier vil nu med forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere blive endnu mere udtalt med det resultat, at flere børn vil blive skilsmissebørn, fordi der på den økonomiske front er mindre, som binder deres forældre sammen.
For det andet er der indkomstreguleringen af børnechecken, som hæver skatten på den sidst tjente krone fra i dag 56 procent til fremover 58 procent for gifte forældrepar med gode indkomster. Børnechecken er, som vi tidligere har skrevet på denne plads, en kompensation for det forhold, at forældre, skønt de har forsørgerforpligtelse over for deres børn, ikke kan udnytte børnenes uudnyttede personfradrag. At øge udbytningen af disse familier, som i forvejen bidrager så rigeligt til statskassen, er det stik modsatte af, hvad man burde gøre.
Styrk fællesskabet, lyder det med jævne mellemrum fra Socialdemokraterne. Hermed menes tilsyneladende ikke familiefællesskabet.
