Staten tilbyder nygifte indere betaling for ikke at få børn

New York Times fortæller idag om de initiativer, den indiske stat benytter for at begrænse befolkningstilvæksten

Ole Birk Olesen,

22/08/2010

New York Times fortæller idag om de initiativer, den indiske stat benytter for at begrænse befolkningstilvæksten. I et land med 1,3 mia mennesker og en fødselsrate på 2,6 barn per kvindeer overbefolkning en kritisk problemstilling.

Men i modsætning til Kina, hvor det kommunistiske styre har iværksat drakoniske tiltag for at begrænse befolkningstilvæksten, har Indien valgt en mere decentral og individuel politik i mange regioner og lokale regeringsområder. New York Times beskriver strategien i Maharashtra, hvor offentligt ansatte sælgere opsøger nygifte par med et godt tilbud. Lad være med at få børn de første to år af jeres ægteskab og modtag en kontant betaling fra regeringen. Indtil videre har mere end 2.300 nygifte par taget imod det usædvanlige tilbud om ca. 600 kroner mod ikke at få børn umiddelbart efter at de har indgået ægteskab.

Indiens høje frekvens af unge regnes ellers for en stor fordel i de kommende årtier, hvor landet forventes at overgå Kinas økonomiske vækst. Hvor Kina står overfor en vanskelig demografisk fremtid med mange ældre, vil Indien have en væsentligt yngre og økonomisk aktiv befolkning.

Alligevel ønsker Indiens politikere at undgå en udvikling, hvor Indien overgår Kinas befolkningstal med en stigning til helt op til 1,9 mia indbyggere. I visse delstater kan voksne med mere end to børn ikke få et offentligt embede, og i andre områder søger man altså at belønne par, der får færre børn.

Samtidig er presset på skolesystemet og andre offentlige ydelser voldsomt stigende grundet de mange børn, der fortsat fødes i Indien. Tiden vil vise, om økonomiske incitamenter også i denne sammenhaeng vil fungere effektivt. Én ting er sikker: de øvrige skatteydere, der skal betale for disse incitamenter, vil have mindre råd til at brødføde deres egne familier.

Mere om hvordan du kan tjene statspenge på ikke at faa børn:

http://www.nytimes.com/2010/08/22/world/asia/22india.html?_r=1

Kilde: