Staten skal ikke smøre madpakker

Madpakken til min søn har længe været en del af familiens hverdag. Vi lavede noget, han godt kunne lide, og som var sundt, og min søn så madpakken som en kærlig hilsen hjemmefra. Måltider er noget, man skal være fælles om, selv de måltider, hvor vi ikke er samlet. Men med regeringens tvungne madordning er det blevet en statslig opgave at give min søn mad. Alle de madpakker, der før blev smurt ude i det enkelte hjem, ankommer nu vakuumpakket fra et industrikøkken, i nogle tilfælde helt fra Tyskland. I vores kommune koster ordningen 500 kr. om måneden, og især lavlønnede familier vil blive ramt hårdt på pengepungen. Ironisk nok er det netop de mindrebemidlede familier, der bliver brugt som undskyldning for den tvungne madordning. "Der er børn, som ikke får en ordentlig kost. Det går ikke alene ud over børnenes krop, det mindsker også deres evne til at lære," som socialminister Karen Ellemann (V) skriver i et debatindlæg. Men hvorfor skal det gå ud over alle familier, at et ganske lille mindretil ikke har tid til at smøre madpakke om morgenen? Hvorfor ikke målrette indsatsen mod de forældre, der virkelig har brug for det, og lade alle os andre klare os selv? For nogle år siden forsøgte regeringen at starte en debat om det personlige ansvar. Det var et godt initiativ, og det ærgrer mig, at kampagnen aldrig kom ordentlig i luften. Og madpakken er et glimrende eksempel på, hvad der bør høre under det personlige ansvar. Det er hyggeligt at smøre madpakke til sit eget barn, og barnet får en frokost, der er lavet med kærlighed. Lad nu denne opgave forblive i familiens skød.