”Der er en meget markant andel af kvinder, der ikke får børn. Tallene kan ikke fortælle os, om det er frivilligt eller ufrivilligt. Men tiden løber let fra mange kvinder i dag. Først tager de en uddannelse, og så skal de ind på arbejdsmarkedet. Og når man er omkring 35 år, skal man til at gøre noget ved det. Og nogle kan så ikke få børnene, når det kommer dertil. Mens andre har valgt en anden livsform,” siger han.
Men hvem er de barnløse kvinder? Ifølge Danmarks Statistiks udgivelse ”Kvinder og mænd 2011” er andelen af kvinder med lange videregående uddannelser relativt høj blandt de barnløse kvinder, nemlig 16,9 procent mod kun 10 procent barnløse blandt kvinder med erhvervsfaglig og mellemlang videregående uddannelse.