Sport i Helmands grønne zone

For få måneder siden blev de fem kilometer vejstrækning mellem tre fremskudte baser nord for Gerehsk i det danske ansvarsområde i Helmand anset for...

Jesper Ørsted,

14/02/2011

For få måneder siden blev de fem kilometer vejstrækning mellem tre fremskudte baser nord for Gerehsk i det danske ansvarsområde i Helmand anset for en af verdens farligste. Flere soldater er slået i hjel og andre blev såret på ruten.Men forleden gennemførte hele Charlie-kompagniet, som nu er på vej hjem, for første gang en såkaldt DANCON-march på ruten. I alt gik soldaterne turen fire gange med fuld opbakning for at komme op på de 20 kilometer, som sådan en march bør nå. Det har været en tradition i hvert fald siden missionerne på Balkan, at hver udsendt hold gennemfører en DANCON-march, med fuld opbakning, som en sportslig præstation. Typisk inviteres andre nationer til at deltage, og på turen i Patrol Base Line deltog blandt andre afghanske soldater. Det er så vidt vides første gang, at marchen er blevet gennemført uden for sikrede lejre Camp Bastion og Camp Price i Helmand.
Chefen for operationer i Hærens Operative Kommando, oberst Jørgen Høll, medgiver, at ruten er blevet stærkt sikret gennem de sidste måneder. Blandt andet er bevoksningen langs vejen fjernet, så der er udsyn over vejen fra patruljebasen både om dagen og om natten ved hjælp af forskellige sensorer. "Men hvis der er nogen, der ønsker at skade os, så kan det aldrig helt forhindres", siger han. En del af turen går langs en mur, kaldet "the killing wall", hvorfra soldaterne kan beskydes med geværild, men der var ingen forsøg i den retning, selv om deltagerne marcherede på forskellige tidspunkter.