Her har vi sammen med Grækenlands netop afholdte valg hele hjørnestenen i de problemer et for tæt EU-sammenarbejde medfører.
Problemet et sådan set ikke at en flok selvstændige stater sammenarbejder på tværs af forskellige politikområder, som f.eks varers fri bevægelse. Problemet er når sammenarbejdet blvier alt for tæt. Fælles mønt, retten til sociale ydelser, når man trækker teltpælene op, gør at stater der har ført en uansvarlig økonomisk politik, bliver de rigere staters problem.
De populistiske trommer har spillet så højt,de seneste måneder, at en stor del vælgere selv uden for Grækenland, ved hvilken løfter Syriza har givet den græske befolkning.
"Det er vores uansvarlige politikere der har ført en uanstændig økonomisk politik" hører man ofte fra de sydlige himmelstrøg. Jamen, det er jer selv der nu engang har valgt dem. I kæftede ikke op, da staten ikke indkrævede de nødvendige skatter, for at holde cirkusset i gang. I kæftede ikke op da staten gav jer ydelse i vidste den ikke havde råd til.
Podemos er præcis som syriza et tegn på den forventning at man kan stoppe sparekursen, bare man vælger venstrepopulister. Pengene gror åbenbart på træerne sydpå.
Grækenlands krav er dog ikke med til at svække EU, hvis man håber på det. Det er klart at EU ikke kan kaste penge i grams til syden, for derefter at forklare vælgerne i Østeuropa, at man skal højne levestandarden i Sydeuropa, når den stadig er lavere mange steder i Østeuropa. Samtidig viste EU-parlamentsvalget, at EU-kritiske partier har opnået en større folkelig støtte hos de lande der betaler regningen.
Hvis det sydlige Europa ikke skal forfalde til den populistiske venstrefløj, så må EU sætte hårdt mod hårdt i Grækenland. En fiasko for Syriza, vil alt andet lige mindske troen på at den yderste venstrefløj får alt for meget vind i sejlene igen.
