Når man sætter sig ned og skriver et læserbrev, ønsker man som regel at være så heldig at ramme nogen. Det kan være hos folk der deler samme synspunkter og dem, der gør det stik modsatte.
Jeg skrev for ganske nyligt et læserbrev om manglende visioner hos Holstebros borgmester, og hvordan vi på nuværende tidspunkt er ved at slumre os ind i rækken af vestjyske udkantsbyer.
Jeg valgte at belyse byens markedsføringssager, som handels-, kunst- og kulturby. Noget, jeg virkelig mener, er tabte mærkesager for Holstebro. Vi har været knockoutet i 10 år under ledelse af inkompetente borgmestre, Arne Lægaard (V) og H.C. Østerby (S).
Drømmen kunne have været, at få selveste Hr. H.C. Østerby ud af dvalen. Så skulle han da være hjertelig velkommen til at gribe røret og få sund rådgivning fra undertegnede (men måske det alligevel var bedre, hvis han ringede til en vis borgmester i Herning, så han kunne lære noget om ikke at forhindre innovative folk i at være innovative). Det ville være et første spadestik til aktion ”Sublim Byprofil”, som derfra kunne træde i kraft.
Men jeg fik ikke noget opkald, og jeg tvivler stærkt på, at socialdemokraten H.C. ringede til Lars Krarup.. Konklusionen må vel være den, at Hr. Østerby stadig sover!
Til gengæld var en anden herre vågen. Jeg modtog nemlig et opkald fra handelsstandsforeningen, som var meget forarget over mit syn på handelslivet.
Jeg modtog flere grunde til, hvorfor Holstebro var så usædvanligt godt kørende som handelsby - blandt andet Big Fat Snake-arrangementet. Et arrangement, som jeg har slået ud efter i det nævnte tidligere læserbrev, da det set med mine øjne bare er endnu en storm i et glas vand. Et forsøg på, at være med på beatet, selv om man ikke kan holde takten. Arrangementet bliver af handelsstandsforeningens selv betragtet som deres største succes nogensinde. Samtidig fik jeg også at vide, at der er masser gang i den, i mine øjne, døde Østergade. Men den vil jeg nu stille og rolig parkere der. Folk der kender gågademiljøet, kan jo selv være med til at bedømme dette emne. Et andet af deres argumenter var, at Holstebro over de seneste år skulle være blevet kåret til Danmarks bedste handelsby op til flere gange. En konkurrence, jeg igennem research kan se, omfatter små 23 af alle landet andre byer. Sidst Holstebro kunne erobre den interne titel var i 2006.
Handelsstandsforeningen har simpelthen et problem med at forholde sig objektivt til, hvad der bør ske i Holstebro. De er nogle sure gamle mænd, der er bange for ethvert initiativ, der har bare den mindste chance for at skade deres egne butikker – også selvom alle undersøgelser viser, at det modsatte vil ske. Det så vi f.eks. da Bilka kom til byen. Så hvorfor er det, de har noget at sige? H.C. Østerby gør det ikke godt, men Handelsstandsforeningen trækker ham heller ikke ligefrem i den rigtige retning.
Det er vigtigt for mig, at forholde mig konstruktivt, og jeg siger bestemt ikke, at handelslivet i Holstebro er direkte dårligt, eller at vi skal have Lars Krarup til byen. Jeg vil bare gerne holde os op imod vore konkurrenter, og i sammenligning er vi altså overhalet for længst! Der skal mere til, og samarbejdet med de private og kreative iværksættere skal i fokus.
Jeg deler ikke handelsstandsformandens holdning om, at vi bare skal bygge et ”nyt og bedre storcenter” og så er vi på toppen igen. Vi skal arbejde mere målrettet end det.
For længe har Holstebro leget copycat, ved at forsøge at markedsføre sig på meget af det samme, som vore nabobyer. Konkurrencen om handelslivet er blevet afgjort af den by, der har været dygtigst. Den by har desværre ikke været Holstebro. Men håb er der. Vi skal bare ønske og turde gå forrest, steder hvor andre ikke gør og vi skal have hele byen med.
For mig er det et tegn på manglende ambitioner, hvis man bare stiller sig tilfreds med at tingene skal køres i stilstand. Det bekymrer mig virkelig, for vi har reelt set et problem her. Dette betyder noget og det kræver kun en sund og jordnær sparring mellem kommunen, Handelsstandsforeningen og de innovative sjæle. Det ville være til byens bedste. Debatten er først lige startet.