I ære af at februar er De Sortes Historiemåned tænkte jeg. At det ville være informativt at se på nogle aspekter af de sortes amerika, nemlig historien om sorte og Det Repubikanske Parti. Selvom sorte stemmer i nyere årtier i Amerika er blevet en monolitisk stemmeblok for Det Demokratiske Parti, så har dette ikke altid været tilfældet. Jeg tror, at det vil komme som en stor overraskelse for mange sorte i dag at høre, at ikke alene er republikanerne ikke altid blevet opfattet som de sortes politiske fjender, de sorte og republikanerne ahvde engang en politisk alliance. Selv i dag er sorte og republikanere enige om en bred vifte af emner, fra valg af uddannelser til traditionelt ægteskab, til vigtigheden af religion, særligt Kristendom, til vores historie og kultur.
Den 20 marts 1854 mødtes en gruppe mennesker, der var modstandere af demokraternes støtte til slaveri, i Ripon i Wisconsin, med det udtrykkelige mål at organisere enden på det moralske onde af slaveri. Blot 10 dage senere, den 30 marts, underskrev den demokratiske præsident Franklin Pierce Kansas-Nebraska Loven, en lov der autoriserede udvidelsen af slaveri ind i amerikanske territorier. Som resultat af dette skabte disse medlemmer af Whig og Free Soil demokrater Det Republikanske Parti, og indenfor en kort årrække havde disse etableret en stor magtbase i de nordøstlige og midtvestlige stater.
I 1856 afholdt Det Republikanske Parti i Philadelphia sin første nationale nominering til konventet, hvor den nominerede John C. Freemont som deres præsidentkandidat. Freemont stillede op under sloganet ”Free soil, free silver, free men, Fremont”. Han tabte dette valg til demokraternes James Buchanan, efter at demokraterne havde advaret om, at valget af tilhængeren af ikke-slaveri Fremont ville føre til borgerkrig. Men til trods for nederlaget ved valget i 1856, havde republikanerne etableret dem selv som et stort parti, og vandt valgt blot fire år senere med Abraham Lincoln.
I 1857 i den moralsk mest forkastelige afgørelse i amerikansk historie, afgjorde den amerikanske højesteret i Dred Scott mod Sanford, at den føderale regering ikke havde nogen magt til at regulere slaveri i amerikanske territorier, og at Scott ikke havde noget andragende i retten, da sorte ikke var, og aldrig kunne blive, amerikanske borgere. Denne afgørelse erklærede derudover yderligere Missouri kompromiset, der afsluttede slaveriet i amerikanske territorier, for ikke konstitutionelt.Afgørelsen blev 7 mod 2 med flertallets holdning skrevet af chefdommer Roger Taney, en demokrat.De afvigende stemmer blev afgivet af John McLean (republikaner) og Benjamin Curtis (Whig).
Med valget af Lincoln, en udtrykkelig modstander af slaveriet, havde demokraterne set skriften på væggen, og endog inden Lincoln var blevet indviet, havde syv af staterne erklæret løsrivelse, dannende Konføderationen. Måske midlertidigt formildet af Lincoln´s første tale slog de resterende slavestater sig ikke omgående sammen med Konføderationen. Lincoln følte ikke, til trods for sin afsky for slaveriet, at Grundloven gav ham ret til at diktere staternes ende på slaveriet. Hans mål var at standse udeviddelsen af slaveriet, og derefter bruge lokkemad til at afslutte slaveriet, hvor det befandt sig. I sin tale erklærede han: ”Jeg har intet formål, direkte eller indirekte, med at at blande mig i det institutionaliserede slaveri i staterne, hvor det befinder sig. Jeg mener ikke, at jeg har nogen lovmæssig ret til at gøre sådan, og jeg har ingen tendens i den retning”.
Lincoln søgte en pragmatisk løsning på afslutningen af slaveriet. I erkendelse af at han var præsident og ikke konge, søgte han at afslutte slaveriet på en måde, der ville undgå krig mellem slavestaterne og de frie stater. Mens modstanderne af moralske årsager krævede omgående frigivelse af alle slaver, foreslog Lincoln en gradvis frigivelse af slaverne, gennem hvilken slaveejerne ville blive betalt af staten for frigivelse af deres slaver, med kompensationsniveauet faldende hvert år. Dette ville resultere i afslutningen på slaveriet, mens det tillod slaveholderne at tilpasse sig den nye økonomiske virkelighed uden at skabe betydelig økonomisk postur.
Til trods for at en stor del af medlemmerne af hans eget parti anså ham for værende for moderat vedrørende afskaffelsen af slaveriet, så stolede de demokratiske tilhængere af slaveriet endnu mindre på ham. I martsudgaven af DeBow´s Review fra 1861fangedes den dominerende holdning vedrørende Det Republikanske Parti og Lincoln, erklærende: ”Det største mål hos flertallet (i Det Republikanske Parti), som et nært eller fjernt formål, er frigivelsen af slaverne. Ingen person der har bemærket styrken af det fanatiske element i organisationen, og væksten af denne, kan tvivle”.
Lincoln følte, at USA var dannet af en enhed af stater daterende sig tilbage til Articles of Association af 1774, og mente derfor, at løsrivelse var en grundlovsstridig handling, med mindre der forekom gensidig forståelse parterne imellem. Ude af stand til at etablere tillid parterne imellem og opnå kompromis begyndte skuddene at lyde fra Fort Sumter, og fjendtlighederne mellem de stridende parter begyndte.
I januar 1863 fremlagde Lincoln Frihedserklæringen, der erklærede alle mennesker, der stadig blev holdt som slaver af Konføderationen, for frie, før krigen sluttede i 1865, havde over 600.000 soldater på hver side fundet døden. Familier splittet af alliancerne, bror mod bror, og far mod søn, markerer dette de mørkeste dage i danne store nation.
Enden på krigen betød ikke enden på de sortes lidelser i USA, men den betød enden på slaveriet, og selvom der skulle gå mere end et århundrede, før man kunne se ægte lighed under loven for sorte amerikanere, var processen begyndt.
Det Republikanske Parti har dog til dets skam tilladt sin stolte historie at blive kidnappet og genskrevet af Det Demokratiske Parti, dermed slørende den førende rolle partiet tog i afskaffelsen af slaveriet, og hjælpende med at sikre at alle mennesker, inklusive sorte, har ægte frihed.
