Både rød plan og blå plan bygger på urealistiske præmisser om den menneskelige natur. Sort plan vil blive gennemført, uanset hvem der vinder valget.
Den 17. april handlede DR2-magasinet ’Sektion 2’ om velfærdsstatens afvikling. Udgangspunktet var Ove K. Pedersens bog ”Konkurrencestaten”, og debatten handlede om at menneskesynet har ændret sig. Ikke ved lov, ikke som led i en farvet plan, ikke fordi nogen har villet det. Menneskesynet har bare ændret sig.
Vi skal over 70 år tilbage for at finde en begivenhed, der virkelig bandt nationen sammen. Hvor gensidig hjælpsomhed og solidaritet hjalp befolkningen gennem ”de fem forbandede år” og som lagde grunden for det menneskesyn, at ethvert menneske er værdifuldt, alene fordi det er et menneske. Efter krigen kom så ”den grønne revolution” (mekaniseringen af landbruget) og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, der tilsammen skabte den rigdom, der var nødvendig for at bygge det velfærdssamfund op, som alle, der i dag er over 40 år, har nydt godt af.
Men nu er pengene brugt op, den grønne revolution har givet bagslag i form af klimaændringer, og der findes ikke længere en arbejdsstyrkereserve af betydning, som kan aktiveres. Kagen er ganske enkelt begyndt at skrumpe, og både rød og blå plan står overfor den ubehagelige udfordring, at anvise nye måder at fordele en mindre kage på.
Her har den blå side helt ret i sin kritik af rød plan. For det er åbenbart for enhver, at S-SF nægter at forholde sig til den kendsgerning, at kagen er blevet mindre. Det har blå blok indset, men de siger det bare ikke. Den blå 2020-plan siger, at afskaffelse af efterlønnen vil øge arbejdsstyrken med 65.000 person, men det virker som om, blå blok ikke har læst længere i de økonomiske lærebøger end til J.M. Keynes: ”Øget udbud af arbejdskraft vil føre til lavere løn”. Måske, på sigt, men det i sig selv gør hverken samfundet rigere eller fattigere. Kagens størrelse bestemmes nemlig ikke af folketinget, EU eller noget andet super-nationalt organ, den bestemmes af snart 9 mia. enkeltindivider kloden over, der hver især kæmper for at få bare en lille krumme.
Dette er dynamikken bag det nye menneskesyn, ’konkurrencemennesket’, som den ovenfor nævnte tv-debat benævnte det. Ifølge dette menneskesyn er et menneske kun værdifuldt, hvis det bidrager positivt til samfundsøkonomien. Og det er allerede dybt integreret i den offentlige debat. F.eks. kunne man for noget tid siden på forsiden at en af formiddagsaviserne læse: ”Enhver nyfødt vil komme til at koste samfundet 100.000 kr.”, og den 4. juni bragte flere medier: ”Rygproblemer koster landet 17 milliarder”. Alt gøres op i penge, ikke noget med: ”De dejlige små bringer håb for slægtens fremtid” eller ”Det må da gøre forfærdelig ondt at have en dårlig ryg”.
Både liberal og socialistisk politik har som grundforudsætning, at samfundet holdes sammen af et menneskesyn, hvor vi (på forskellig måde ganske vist) har indset, at det er den gensidige afhængighed, der er forudsætningen for den enkeltes lykke. Ingen har bedre end Henrik Jensen i bogen ”Det ordentlige menneske” redegjort for, at denne grundforudsætning er godt på vej til at blive falsk. Det, som tv-debatten kalder ’konkurrencemennesket’, kalder Henning Jensen for ’monader’, dvs. mennesker, der uden et sikkert moralsk/etisk ståsted, ene og alene er optaget af sig selv.
En af forfatterne til vores grundlov, N.F.S. Grundtvig, har sagt: ”Ordet skaber, hvad det nævner”, men med ordet kan vi også dølge vores sorteste motiver. Paradoksalt nok var den gængse betegnelse for samfundets kronisk underskudsgivende individer for 70 år siden ’invalider’, mens de politisk korrekte betegnelser i dag er handicappede og udviklingshæmmede. I de sidste par uger, har man i Kristeligt Dagblad kunne følge et tema om, at et flertal i befolkningen er parate til spare på netop denne gruppe. Ikke blot at optimere tilsandede administrative procedurer, men helt konkret forringe deres livsvilkår. I dette afsløres ’konkurrencemenneskets’ rationale: ”Ingen andre end mig har ret til de penge, som jeg har raget til mig”. Ud fra dette rationale er der ingen undergrænse for, hvor dårligt samfundet kan behandle sine invalider, og det bringer minder frem om rumænske børnehjem og Hitlers aflivningsprogrammer.
Dette er blot ét eksempel fra den sorte plan, der vil komme til at overtrumfe både rød og blå. For den er ikke resultat af nattelange forhandlinger på Christiansborg. Den udvikles stille og roligt på Internettets sociale netværk og over kaffebordet, mens vi forgæves forsøger at skele imellem om tv-journalisten er i gang med at kommentere en superligakamp, et altødelæggende jordskælv eller de politiske slagsmål på Christiansborg.
Vi kommer til at pakke den ind i sukker, og kalde den ting som ”fostersortering”, ”aktiv dødshjælp”, ”neuro-psykiatrisk behandling” (læs: medicinsk fiksering) og ”tidsbegrænset pension”, hvor der med den sidste pensionsrate følger en lille rød pille og en busbillet til det nærmeste krematorium.
Hvis du ikke synes at sort plan er ønskværdig, så er det bare ærgerligt, for du kommer aldrig til at stemme om den.
