En aften sidder jeg velfornøjet på badekarskanten, mens min teenagerdatter står med ryggen til og vasker hænder. Men, hvad pokker var det? Hendes rygsøjle var jo pludselig blevet skæv? Den lignede bogstavet S i en udtrukket version.
Som om, at vi ikke havde haft problemer nok? Sofie var hjerneskadet, men vi havde via et amerikansk behandlingsprogram, en stålsat vilje, mange penge og en masse opofrelse fået hende rigtig godt kørende. Ikke rask og normal, men noget der lignede, i hvert fald i forhold til den lille grøntsag, vi havde for ti år siden. Og nu dette.
Skoliose hedder det – skæv ryg. En rygradskrumning med sidebøjning af rygraden, der i værste fald kan ende med at invalidere et menneske. Mange får det i teenageårene, men det kan ofte behandles med enten korset eller operation eller begge dele. Man ikke kan operere, mens barnet stadig vokser.
Årsagen kan vi ikke fastlægge helt præcist, men en kombination af en sårbar krop på grund af hjerneskaden og mange epileptiske anfald er vel den sandsynlige grund.
Vi opsøger ekspertisen
I samråd med moderen bliver Sofies ryg straks røntgenfotograferet på en klinik. Dernæst (i november 2008) udfærdiger den praktiserende læge henvisning til landets dygtigste eksperter på Rigshospitalet. Vi får tid den 29. maj 2009 – altså 6 måneder efter, at skoliosen konstateres. Vi konkluderer, at Sofies ryg må være okay, siden det kan vente så længe.
Efter lange seks måneder, hvor vi bare ser Sofie synke mere og mere sammen kommer vi endelig til en konsultation på den ortopædkirurgiske klinik på Rigshospitalet. Vi er forløste og føler os i sikre hænder og der tages et nyt røngent af den lille rygrad og vi blev sendt hjem igen.
Beskeden fra lægen lyder: ”Sofies skoliose har nu udviklet sig til en hældning på 45 grader, hvorefter vi ikke kan gøre noget akut."
Det er altså for sent med et korset, så Sofie skrives op til operation. Der er 2 års ventetid på en sådan operation.
Okay tak Danmark, man lod Sofie vente et halvt år, således at ryggens skævhedsgrad blev forværret fra 25 til 45 grader, og nu var det for sent.
Vi finder hjælpen i Paris
Som i alle de andre sammenhænge, hvor vi har oplevet et opgivende og inkompetent behandlingssystem i Danmark i forhold til vores hjerneskadede datter, søgte vi til vore gamle venner i USA, der havde hjulpet os med så mange ting tidligere. De foreslog et hospital i Paris, som vidste en masse om skoliose.
Super, vi tog derned mødte nogle fantastiske mennesker, fik et fint korset og oplevede et team, der var til for os og ikke bare ansatte på en offentlig arbejdsplads.
Dette hospital var i princippet en offentlig arbejdsplads, men de havde outsourcet en masse kompetencer til folk fra det private erhvervsliv, som havde en større viden og lyst til at løse specifikke problemer. Således skulle vi anden gang, vi kom til Paris, visitere bandagisten i hans private klinik, hvor vi fik en perfekt hjælp.
Verdens dårligste sundhedssystem
Bor man på Færøerne eller Grønland bliver man fløjet til det højt specialiserede land Danmark og får behandling. I Danmark flyves man bare ikke til andre højt specialiserede lande, fordi cirklen stopper i Danmark – vi er verdens bedste. Det tatoveres i panden på alle danske børn. Faktum er at det danske sundhedsvæsen er et af verdens dårligste i forhold til det vi bruger på det.
Nu er vi hjemme og fortrøstningsfulde og føler, at vi har fået Sofies ryg-problemer under kontrol. Vi har derudover via vores amerikanske læge, fået nogle gode øvelser for at genoprette ryggens muskler og dermed genoptræne ryggens funktioner.
Vi sidder imidlertid tilbage med en regning på 33.000 kroner fra besøg i Paris, korset og de alternative nødvendigheder, som det danske højtbesudlede sundhedsvæsen ikke, hverken gad eller havde indsigt til røre ved.
Da vi konfronterer vores handicapcenter med dette faktum, fik vi det fantastiske svar:
”Hvis der var tale om et dansk lægeordineret korset, kunne det dækkes, som et hjælpemiddel i vores hjælpemiddelafsnit i Handicapcenter København.”
Med snart 50 års erfaring med det danske sundhedsvæsen er det mit indtryk, at politikerne er blevet overtalt af læge-lobbyisterne til at skabe nogle gode arbejdspladser for de ansatte, frem for gode forhold for de syge og indlagte.
For mig at se er der kun en løsning på problemet: Mindre socialisme, mere privatisering, tak!
Som om, at vi ikke havde haft problemer nok? Sofie var hjerneskadet, men vi havde via et amerikansk behandlingsprogram, en stålsat vilje, mange penge og en masse opofrelse fået hende rigtig godt kørende. Ikke rask og normal, men noget der lignede, i hvert fald i forhold til den lille grøntsag, vi havde for ti år siden. Og nu dette.
Skoliose hedder det – skæv ryg. En rygradskrumning med sidebøjning af rygraden, der i værste fald kan ende med at invalidere et menneske. Mange får det i teenageårene, men det kan ofte behandles med enten korset eller operation eller begge dele. Man ikke kan operere, mens barnet stadig vokser.
Årsagen kan vi ikke fastlægge helt præcist, men en kombination af en sårbar krop på grund af hjerneskaden og mange epileptiske anfald er vel den sandsynlige grund.
Vi opsøger ekspertisen
I samråd med moderen bliver Sofies ryg straks røntgenfotograferet på en klinik. Dernæst (i november 2008) udfærdiger den praktiserende læge henvisning til landets dygtigste eksperter på Rigshospitalet. Vi får tid den 29. maj 2009 – altså 6 måneder efter, at skoliosen konstateres. Vi konkluderer, at Sofies ryg må være okay, siden det kan vente så længe.
Efter lange seks måneder, hvor vi bare ser Sofie synke mere og mere sammen kommer vi endelig til en konsultation på den ortopædkirurgiske klinik på Rigshospitalet. Vi er forløste og føler os i sikre hænder og der tages et nyt røngent af den lille rygrad og vi blev sendt hjem igen.
Beskeden fra lægen lyder: ”Sofies skoliose har nu udviklet sig til en hældning på 45 grader, hvorefter vi ikke kan gøre noget akut."
Det er altså for sent med et korset, så Sofie skrives op til operation. Der er 2 års ventetid på en sådan operation.
Okay tak Danmark, man lod Sofie vente et halvt år, således at ryggens skævhedsgrad blev forværret fra 25 til 45 grader, og nu var det for sent.
Vi finder hjælpen i Paris
Som i alle de andre sammenhænge, hvor vi har oplevet et opgivende og inkompetent behandlingssystem i Danmark i forhold til vores hjerneskadede datter, søgte vi til vore gamle venner i USA, der havde hjulpet os med så mange ting tidligere. De foreslog et hospital i Paris, som vidste en masse om skoliose.
Super, vi tog derned mødte nogle fantastiske mennesker, fik et fint korset og oplevede et team, der var til for os og ikke bare ansatte på en offentlig arbejdsplads.
Dette hospital var i princippet en offentlig arbejdsplads, men de havde outsourcet en masse kompetencer til folk fra det private erhvervsliv, som havde en større viden og lyst til at løse specifikke problemer. Således skulle vi anden gang, vi kom til Paris, visitere bandagisten i hans private klinik, hvor vi fik en perfekt hjælp.
Verdens dårligste sundhedssystem
Bor man på Færøerne eller Grønland bliver man fløjet til det højt specialiserede land Danmark og får behandling. I Danmark flyves man bare ikke til andre højt specialiserede lande, fordi cirklen stopper i Danmark – vi er verdens bedste. Det tatoveres i panden på alle danske børn. Faktum er at det danske sundhedsvæsen er et af verdens dårligste i forhold til det vi bruger på det.
Nu er vi hjemme og fortrøstningsfulde og føler, at vi har fået Sofies ryg-problemer under kontrol. Vi har derudover via vores amerikanske læge, fået nogle gode øvelser for at genoprette ryggens muskler og dermed genoptræne ryggens funktioner.
Vi sidder imidlertid tilbage med en regning på 33.000 kroner fra besøg i Paris, korset og de alternative nødvendigheder, som det danske højtbesudlede sundhedsvæsen ikke, hverken gad eller havde indsigt til røre ved.
Da vi konfronterer vores handicapcenter med dette faktum, fik vi det fantastiske svar:
”Hvis der var tale om et dansk lægeordineret korset, kunne det dækkes, som et hjælpemiddel i vores hjælpemiddelafsnit i Handicapcenter København.”
Med snart 50 års erfaring med det danske sundhedsvæsen er det mit indtryk, at politikerne er blevet overtalt af læge-lobbyisterne til at skabe nogle gode arbejdspladser for de ansatte, frem for gode forhold for de syge og indlagte.
For mig at se er der kun en løsning på problemet: Mindre socialisme, mere privatisering, tak!
