Villy Søvndal mener at regeringens plan om at gøre op med gratisprincippet på en række områder, herunder f.eks. visse former for lægehjælp og uddannelse, er begyndelsen til enden for velfærdssamfundet. Det kan man bl.a. læse i vedhæftede artikel fra Politiken:
http://politiken.dk/politik/ECE1237559/soevndal-det-er-begyndelsen-til-enden-for-velfaerdssamfundet/
Overfor dette synspunkt står bl.a. Helle Thornings og Morten Bødskovs tanker fra 2002 om at gøre op med "rettighedsegoismen" - et synspunkt der flugter perfekt med regeringens nyere tanker om at introducere et optjeningsprincip i forhold til centrale velfærdsydelser. Socialdemokraterne skrev således i 2002 at "familiesammenføring skal ikke udløse mulighed for dansk kontanthjælp, før den familliesammenførte får dansk statsborgerskab". Også dette kan man læse om i Politiken:
http://politiken.dk/politik/ECE1237859/modvillig-s-top-har-selv-foreslaaet-optjeningsprincip/
Realiteten er, at det er nødvendigt at gøre op med "rettighedsegoismen" og udluse de værste vildskud som f.eks. efterløn og andre bevidstløse gratisydelser, hvis velfærdssamfundet skal stabiliseres. Kun derved kan vi sikre, at der også fremover bliver råd til at hjælpe dem der har behov for hjælp.
Det mest bemærkelsesværdige ved diskussionen er imidlertid, at begge sider at det danske Folketing ved hvad problemet er, og de ved også hvad de nødvendige løsninger er. Der kan være reel uenighed om detaljerne og timing m.v., men de grundliggende instrumenter er der enighed om. Det viser ovenstående med en sjælden tydelighed - og det har adskillige episoder hen over de seneste måneder også vist, når forskellige politikere har fortalt sig. Tænk f.eks. på Ole Sohns tanker om nødvendige skattelettelser.
Problemet er at personlige politiske ambitioner og forfængelighed skygger for de nødvendige løsninger. Og det er værre end det, for i deres iver efter at tækkes flest mulige vælgergrupper sylter politikerne sig ind i løfter og garantier, som hindrer at der også efter et valg - når gassen er gået af valgballonen - kan gennemføres de nødvendige tiltag.