Søren Pind og Naser Khader stopper i Trykkefrihedsselskabet

To fremtrædende medlemmer af Trykkefrihedsselskabets rådgivende organ, TFS-rådet, gør en ende på deres medlemsskab af rådet efter udtalelser fra se...

Ole Birk Olesen,

22/12/2009

To fremtrædende medlemmer af Trykkefrihedsselskabets rådgivende organ, TFS-rådet, gør en ende på deres medlemsskab af rådet efter udtalelser fra selskabets formand, Lars Hedegaard, om at muslimer bl.a. skulle være mere tilbøjelige til at lade deres døtre misbruge seksuelt af familiemedlemmer. Det drejer sig om de to folketingsmedlemmer Søren Pind og Naser Khader fra henholdsvis Venstre og de Konservative.

"På baggrund af den nylige udvikling omkring Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegård, finder jeg det ikke længere muligt at fortsætte i selskabets advisory board. Da jeg ikke er eller har været medlem af selskabet har jeg ikke mere at foretage mig i denne anledning, og har i øvrigt ikke yderligere kommentarer," skriver Søren Pind i en kortfattet pressemeddelelse.

Naser Khader meddeler ifølge Ritzaus Bureau, at en senere udtalelse fra Lars Hedegaard om, at han ikke mener, at alle muslimer lader deres børn misbruge seksuelt, ikke er nok:

"Lars Hedegaards beklagelse er ikke god nok, for han accepterer stadig ikke grundpræmissen om, at man må skelne mellem islam og islamisme. Islam er en religion, hvorimod sidstnævnte er en farlig ideologi, vi må bekæmpe. Samtidig har det jo også vist sig, at Lars Hedegaard har støtte til sine oprindelige udtalelser fra flere af Dansk Folkepartis medlemmer af Trykkefrihedsselskabet. Det bekræfter mig i, at Trykkefrihedsselskabet efterhånden er blevet en underafdeling af Dansk Folkeparti. Derfor må jeg sige farvel til Trykkefrihedsselskabet - og på gensyn, hvis I bliver nuanceret," siger Khader ifølge Ritzau.

Kilde: