Søren Espersen: Vi bestemmer selv, om vi vil i regering

Af Kristian Bo Eriksen, 180Grader

Ikke angivet Ikke angivet,

18/01/2011

Af Kristian Bo Eriksen, 180Grader.dk

UGENS VALGBAROMETER: ”Hverken Venstre eller Konservative bestemmer, om Dansk Folkeparti skal i regering. Jeg har godt set, at Lars Barfoed har udtalt sig lidt forskelligt om muligheden for at de konservative kan sidde i regering med Dansk Folkeparti. Men jeg vil gerne slå fast, at det er os selv, der bestemmer, om vi vil i regering eller ej,” siger Søren Espersen, udenrigsordfører i DF.

Han afviser, at der skulle bestå et særligt dårligt forhold mellem den ny leder af Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, og DF.

”Det er en myte, pressen har bygget op. Jeg kan da sådan set godt forstå, hvis Lars Barfoed blev lidt sur, da han måtte gå som forbrugerminister. Men han røg ud, fordi det hele sejlede i fødevarekontrollen, og han var da ansvarlig minister. Derfor måtte han gå. Det havde også været tilfældet, hvis der havde været tale om en Venstre-minister. Det havde ikke noget med personen at gøre,” siger Søren Espersen.

Han afviser, at følelser har særligt meget med politik at gøre.

”Politik er forretning – ikke kærlighed. Det er ikke relevant, om vi kan lide for eksempel Lars Barfoed eller ej. Det, der er afgørende, er, hvad kan vi få ud af en given situation. Det er da bare simpelt købmandskab. Desuden har vi faktisk et fortrinligt forhold til Lars Barfoed. Ham kan man altid tale med”.

”Jeg synes, det var væsentligt, at der skete et lederskifte hos de konservative. Jeg synes bare, det skete for sent. Lene Espersen skulle være gået før. Nu blev hun jo nærmest presset ud. Hun kunne have forhindret, at partiet kom så langt ned i meningsmålingerne, ved selv at gå. Hun forlængede nok dem selvforstærkende krise omkring sin person, der i sidste ende tvang hende til at gå.”

”Hvem der så blev den ny leder, blander vi os ikke i. Vi har et udmærket samarbejde med både Brian Mikkelsen og Lars Barfoed – eller med de andre i de konservatives folketingsgruppe. Vi prøver at være professionelle politikere.”

I følge Søren Espersens vurdering har lederskiftet i Det Konservative Folkeparti sat valgkampen lidt i stå. Valgbarometret står på stille vejr.

”Valget ville være kommet meget hurtigt, hvis ikke skiftet var kommet. Nu må statsministeren lige vente at se, hvordan det hele udvikler sig. Jeg tror alligevel, vi får valg midt i april. Jeg plejer at sige 12. april, men det er bare et gæt.”

Målet for DF i valgkampen er en lille stigning på 1-2 ekstra medlemmer af Folketinget.

”Vi vil gerne have en stor fremgang. Men en fremgang på et eller to mandater, synes jeg vil være fint. Vi har altid haft en stabil tilslutning, med en lille stigning fra valg til valg. Det synes jeg, er det bedste. Det er ikke noget for os at ryge voldsomt op og ned i meningsmålingerne, sådan som for eksempel SF har gjort det. Er de ikke helt nede under det seneste valgresultat nu,” spørger Espersen.

”Mit personlige mål er at blive valgt. Jeg har ingen voldsomme ambitioner om at blive noget bestemt. Jeg drømmer ikke om en ministerbil, eller en magtfuld udvalgspost. Jeg gør bare min indsats der, hvor partiet kan bruge den.”

Dansk Folkeparti er solidt plantet i blå blok. De peger på Lars Løkke som kommende statsminister, ingen tvivl om det.

”DF er et oppositionsparti. Vi er ikke i regering. Så hvis et valg ikke giver borgerligt flertal, må vi forhandle ud fra det. Igen. Vi prøver at være prof,” siger Søren Espersen.

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

"Ugens valgbarometer" vender tilbage hver tirsdag frem til valget, hver gang med en ny interviewperson.

Kilde: