Sølvkuglen
Af Finn G. Becker-Christensen
I mange lande, især i de engelsktalende, er det i folkeeventyr og overtro velkendt, at en sølvkugle er det eneste middel, der kan gøre det af med varulve, vampyrer og monstre.
Nu til dags hæftes metaforen om sølvkuglen på enhver virkningsfuld løsning af et vanskeligt problem.
Talemåden bruges typisk, når man enten véd eller håber, at en ny idé, teknologi eller metode, vil kunne løse et større alvorligt spørgsmål.
Der er kun én måde at udrydde fattigdom på: SØLVKUGLEN. Det skrev Fred Harrison, forfatter, økonom, journalist og meget mere i sin bog The Silver Bullet, 2008.
Idéen i Sølvkuglen er noget, der gennem århundreder fra tid til andet er foreslået under forskellige navne med forskellige ophavsmænd, bla. a. økonomer som Adam Smith (1723-1790) og Henry George (1839-1897). Sidstnævntes tanker førte til dannelsen af Danmarks Retsforbund i 1909. The International Union for Land Value Taxation (TheIU) er en international georgeistisk paraplyorganisation, der arbejder for en jord- og skattereform. Den har medlemmer i 35 lande, her iblandt Den Danske Henry George Forening.
Kernen i Sølvkuglen er, at det årlige ufortjente provenu af naturgivne resurser som jord og råstoffer skal tilfalde staten. Det samme gælder samfundsskabte rigdomme i form af den infrastruktur, vi lever med og af. I ulandene skal renovering af slumområder med sanitet og nye boliger og bygning af veje ikke finansieres af spekulanter eller ulandsstøtte, men i stedet løbende betales af brugerne med en årlig afgift.
Til gengæld skal arbejdslønnen ubeskattet tilhøre, den som har udført et stykke arbejde. I dag er det lige omvendt, således at arbejdsløn belægges med skat, medens naturlige og samfundsskabte resurser (de ufortjente rigdomme) privatiseres og ikke beskattes.
Som kilde til ufortjent indkomst har jorden fået mest opmærksomhed. I Danmark er den største naturgivne/samfundsskabte rigdom, dog ikke landbrugsjord, men i flg. Statistisk Årbog boligjord.
Mange lande kendetegnes ved andre former for naturgivne rigdomme.
Jord/resurserenten
Her er det nødvendigt at nævne det, som nationaløkonomer kalder ”Jordrenten”. Den kan defineres som det beløb, den højstbydende på markedet vil betale om året for at få eller beholde eneretten til at bruge og udnytte et bestemt areal i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser. Jordrenten fastsættes af den almindelige markedsmekanisme.
Skat på jordrenten kaldes i Danmark for grundskyld, som fastsættes ud fra årlige vurderinger af jordværdierne, der ændrer sig fra tid til tid og fra sted til sted.
Derved inddrages (en del af) jordrenten til samfundet, og (for Danmarks vedkommende lige så vigtigt) forventninger til og spekulation i stigninger i jordværdier minimeres.
Jordrenten er en del af jord/resurserenten. Andre naturresurser bør have samme status som jorden. Det drejer sig blandt andet om olie, mineraler, råstoffer vand og levende resurser i naturen.
Jord/resurserenten måles i penge, nogle steder i rigtig mange penge.
Privatisering
I de fleste lande indkasseres det meste af jordrenten af privatpersoner eller som i Danmark af private pengeinstitutter. Rusland er det bedste eksempel på, hvor galt det kan gå ved misbrug af jordrenten.
Da den sovjetiske planøkonomi brød sammen, var der behov for et nyt økonomisk system.
Boris Jeltsin nød stor autoritet efter i 1991 at have bragt Sovjetunionen til fald.
Amerikanske økonomer overtalte ham og hans rådgivere til at indføre markedsøkonomi og sælge Ruslands enorme naturlige resurser. For kun 1 milliard $ fik nogle få russere, de såkaldte oligarker, lov til at berige sig ved at købe olie, gas og andre naturlige resurser til en værdi af 100 milliarder $.
Det, som blev kaldt liberalisering, var i virkeligheden et tyveri af Ruslands rigdomme til fordel for et lille mindretal af befolkningen. Det, som skulle have været det russiske folks fælles ejendom, blev i stedet til en ufortjent indtægt for en meget lille og meget velhavende gruppe. Resultatet blev fattigdom og elendighed for flertallet af russerne. Forløbet blev illustreret ved en reduktion af folketallet i Rusland fra 149 millioner i 1993 til til 142 millioner i 2006.
Grønland er et andet eksempel på tyveri af jord/resurserenten. Et lille segment af befolkningen har i samarbejde med foretagsomme danskere og korrupte politikere privatiseret og plyndret de naturlige resurser. Foreløbig dog ikke mineraler eller den meget omtalte olie, men rejer, hellefisk, laks og søfugle. Det har skabt store velstandsforskelle i befolkningen og en samfundsøkonomi på afgrundens rand.
Fattigdom
FN bruger Verdensbankens 1$ per dag som målestok for fattigdom. Over 1 milliard af verdens mennesker lever i dag af en daglig indkomst på mindre end 1 USA dollar.
De fleste lever i ulande. Her kan de grupper, som har bemægtiget sig og privatiseret jordrenten betale pressen og militæret for at bevare en samfundsorden med store sociale skel og stor økonomisk ulighed befolkningsgrupper imellem. De, der ejer jord/resurserenten, har magten i samfundet.
Også i ilande som Danmark er der fattigdom, selvom denne søges skjult med velfærdsydelser. Denne fattigdom kan ikke sammenlignes med den, man ser i ulandene. Ilandenes fattigdom er den som opstår, når man ikke selv kan skaffe udkommet til sig og sine, men må leve af overførselsindkomster. Harrison kalder sådanne vilkår for forarmelse. Den omfatter såvel materielle som psykiske og åndelige former for berøvelse. Uanset måske tålelige materielle forhold tillader et liv på overførselsindkomster ikke en menneskeværdig tilværelse. I England drejer det sig om 25% af befolkningen, der ikke kan forsørge sig selv.
Gode og dårlige skatter
Ifølge liberal tankegang ødelægger skatter initiativ og virkelyst. Liberalisten Milton Friedman erkendte dog: ” Den mindst skadelige skat er ejendomsskat på den uforbedrede værdi af jord.”
For Harrison er problemet ikke, hvor store skatter en regering opkræver, men hvordan den opkræver dem. Den eneste skat, som ikke ødelægger initiativ og virkelyst, er skat på jord og andre naturlige resurser. Nogle lande har i kortere eller længere perioder indrettet sig med en skat af denne art. (Taiwan, Hongkong, Australien, Argentina og Botswana.) Resultatet har været velstand.
Men kampen for et retfærdigt samfund vindes ikke éngang for alle. Tilbageskridt på grund af angreb fra grådighedens repræsentanter vil uafladeligt komme .
Danmark havde i perioden ca. 1935-65 en grundværdistigningsskat, som modvirkede privatisering af samfundsskabte jordværdiforøgelser. Loven blev ophævet i kølvandet på en folkeafstemning om fire jordlove i 1963, som den socialdemokratiske/radikale regering tabte.
Sølvkuglen
Virkelige økonomiske reformer er vanskelige. Nogle neoliberale økonomer mener, at de kun kan lade sig gøre efter naturkatastrofer eller store samfundsomvæltninger. De kan være af politisk art som i Rusland eller naturkatastrofer som orkanen Katarina i USA. Læs ”Chokdoktrinen. Katastrofekapitalismens opkomst” af Naomi Klein. Hendes foredrag trak i 2008 fuldt hus og mere til i det største auditorium på Copenhagen Business School, mindst 500 mennesker.
Fælles for Harrison og Klein er en dyb indsigt i den kapitalistiske økonomis veje og vildveje.
Men Naomi Klein var på CBS tavs om den økonomiske model, der er velegnet til god regeringspraksis og retfærdighed. Harrison har en udvej. Han kalder den ”Sølvkuglen” og siger, at den kan henvise fattigdom til historien.
Af Finn G. Becker-Christensen
I mange lande, især i de engelsktalende, er det i folkeeventyr og overtro velkendt, at en sølvkugle er det eneste middel, der kan gøre det af med varulve, vampyrer og monstre.
Nu til dags hæftes metaforen om sølvkuglen på enhver virkningsfuld løsning af et vanskeligt problem.
Talemåden bruges typisk, når man enten véd eller håber, at en ny idé, teknologi eller metode, vil kunne løse et større alvorligt spørgsmål.
Der er kun én måde at udrydde fattigdom på: SØLVKUGLEN. Det skrev Fred Harrison, forfatter, økonom, journalist og meget mere i sin bog The Silver Bullet, 2008.
Idéen i Sølvkuglen er noget, der gennem århundreder fra tid til andet er foreslået under forskellige navne med forskellige ophavsmænd, bla. a. økonomer som Adam Smith (1723-1790) og Henry George (1839-1897). Sidstnævntes tanker førte til dannelsen af Danmarks Retsforbund i 1909. The International Union for Land Value Taxation (TheIU) er en international georgeistisk paraplyorganisation, der arbejder for en jord- og skattereform. Den har medlemmer i 35 lande, her iblandt Den Danske Henry George Forening.
Kernen i Sølvkuglen er, at det årlige ufortjente provenu af naturgivne resurser som jord og råstoffer skal tilfalde staten. Det samme gælder samfundsskabte rigdomme i form af den infrastruktur, vi lever med og af. I ulandene skal renovering af slumområder med sanitet og nye boliger og bygning af veje ikke finansieres af spekulanter eller ulandsstøtte, men i stedet løbende betales af brugerne med en årlig afgift.
Til gengæld skal arbejdslønnen ubeskattet tilhøre, den som har udført et stykke arbejde. I dag er det lige omvendt, således at arbejdsløn belægges med skat, medens naturlige og samfundsskabte resurser (de ufortjente rigdomme) privatiseres og ikke beskattes.
Som kilde til ufortjent indkomst har jorden fået mest opmærksomhed. I Danmark er den største naturgivne/samfundsskabte rigdom, dog ikke landbrugsjord, men i flg. Statistisk Årbog boligjord.
Mange lande kendetegnes ved andre former for naturgivne rigdomme.
Jord/resurserenten
Her er det nødvendigt at nævne det, som nationaløkonomer kalder ”Jordrenten”. Den kan defineres som det beløb, den højstbydende på markedet vil betale om året for at få eller beholde eneretten til at bruge og udnytte et bestemt areal i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser. Jordrenten fastsættes af den almindelige markedsmekanisme.
Skat på jordrenten kaldes i Danmark for grundskyld, som fastsættes ud fra årlige vurderinger af jordværdierne, der ændrer sig fra tid til tid og fra sted til sted.
Derved inddrages (en del af) jordrenten til samfundet, og (for Danmarks vedkommende lige så vigtigt) forventninger til og spekulation i stigninger i jordværdier minimeres.
Jordrenten er en del af jord/resurserenten. Andre naturresurser bør have samme status som jorden. Det drejer sig blandt andet om olie, mineraler, råstoffer vand og levende resurser i naturen.
Jord/resurserenten måles i penge, nogle steder i rigtig mange penge.
Privatisering
I de fleste lande indkasseres det meste af jordrenten af privatpersoner eller som i Danmark af private pengeinstitutter. Rusland er det bedste eksempel på, hvor galt det kan gå ved misbrug af jordrenten.
Da den sovjetiske planøkonomi brød sammen, var der behov for et nyt økonomisk system.
Boris Jeltsin nød stor autoritet efter i 1991 at have bragt Sovjetunionen til fald.
Amerikanske økonomer overtalte ham og hans rådgivere til at indføre markedsøkonomi og sælge Ruslands enorme naturlige resurser. For kun 1 milliard $ fik nogle få russere, de såkaldte oligarker, lov til at berige sig ved at købe olie, gas og andre naturlige resurser til en værdi af 100 milliarder $.
Det, som blev kaldt liberalisering, var i virkeligheden et tyveri af Ruslands rigdomme til fordel for et lille mindretal af befolkningen. Det, som skulle have været det russiske folks fælles ejendom, blev i stedet til en ufortjent indtægt for en meget lille og meget velhavende gruppe. Resultatet blev fattigdom og elendighed for flertallet af russerne. Forløbet blev illustreret ved en reduktion af folketallet i Rusland fra 149 millioner i 1993 til til 142 millioner i 2006.
Grønland er et andet eksempel på tyveri af jord/resurserenten. Et lille segment af befolkningen har i samarbejde med foretagsomme danskere og korrupte politikere privatiseret og plyndret de naturlige resurser. Foreløbig dog ikke mineraler eller den meget omtalte olie, men rejer, hellefisk, laks og søfugle. Det har skabt store velstandsforskelle i befolkningen og en samfundsøkonomi på afgrundens rand.
Fattigdom
FN bruger Verdensbankens 1$ per dag som målestok for fattigdom. Over 1 milliard af verdens mennesker lever i dag af en daglig indkomst på mindre end 1 USA dollar.
De fleste lever i ulande. Her kan de grupper, som har bemægtiget sig og privatiseret jordrenten betale pressen og militæret for at bevare en samfundsorden med store sociale skel og stor økonomisk ulighed befolkningsgrupper imellem. De, der ejer jord/resurserenten, har magten i samfundet.
Også i ilande som Danmark er der fattigdom, selvom denne søges skjult med velfærdsydelser. Denne fattigdom kan ikke sammenlignes med den, man ser i ulandene. Ilandenes fattigdom er den som opstår, når man ikke selv kan skaffe udkommet til sig og sine, men må leve af overførselsindkomster. Harrison kalder sådanne vilkår for forarmelse. Den omfatter såvel materielle som psykiske og åndelige former for berøvelse. Uanset måske tålelige materielle forhold tillader et liv på overførselsindkomster ikke en menneskeværdig tilværelse. I England drejer det sig om 25% af befolkningen, der ikke kan forsørge sig selv.
Gode og dårlige skatter
Ifølge liberal tankegang ødelægger skatter initiativ og virkelyst. Liberalisten Milton Friedman erkendte dog: ” Den mindst skadelige skat er ejendomsskat på den uforbedrede værdi af jord.”
For Harrison er problemet ikke, hvor store skatter en regering opkræver, men hvordan den opkræver dem. Den eneste skat, som ikke ødelægger initiativ og virkelyst, er skat på jord og andre naturlige resurser. Nogle lande har i kortere eller længere perioder indrettet sig med en skat af denne art. (Taiwan, Hongkong, Australien, Argentina og Botswana.) Resultatet har været velstand.
Men kampen for et retfærdigt samfund vindes ikke éngang for alle. Tilbageskridt på grund af angreb fra grådighedens repræsentanter vil uafladeligt komme .
Danmark havde i perioden ca. 1935-65 en grundværdistigningsskat, som modvirkede privatisering af samfundsskabte jordværdiforøgelser. Loven blev ophævet i kølvandet på en folkeafstemning om fire jordlove i 1963, som den socialdemokratiske/radikale regering tabte.
Sølvkuglen
Virkelige økonomiske reformer er vanskelige. Nogle neoliberale økonomer mener, at de kun kan lade sig gøre efter naturkatastrofer eller store samfundsomvæltninger. De kan være af politisk art som i Rusland eller naturkatastrofer som orkanen Katarina i USA. Læs ”Chokdoktrinen. Katastrofekapitalismens opkomst” af Naomi Klein. Hendes foredrag trak i 2008 fuldt hus og mere til i det største auditorium på Copenhagen Business School, mindst 500 mennesker.
Fælles for Harrison og Klein er en dyb indsigt i den kapitalistiske økonomis veje og vildveje.
Men Naomi Klein var på CBS tavs om den økonomiske model, der er velegnet til god regeringspraksis og retfærdighed. Harrison har en udvej. Han kalder den ”Sølvkuglen” og siger, at den kan henvise fattigdom til historien.
