LEDER: Danskerne fravælger det sociale boligbyggeri, og stadig flere af lejlighederne står derfor tomme. Det kommer bag på administrerende direktør Bent Madsen fra Boligselskabernes Landsforening: "I en situation, hvor konjunkturerne på ejerboligmarkedet er sådan, at mange ryger på tvangsauktion, og på et tidspunkt, hvor man risikerer at miste en masse penge ved at købe, skulle man tro, at mange ville søge ly i den almene sektor," siger han.
Forklaringen er imidlertid indlysende. Mens boblen på ejendomsmarkedet blev pustet op af Nationalbankens kunstigt lave renter, blev der bygget og bygget og bygget ejendomme med lejligheder, hvoraf mange i dag står tomme, fordi de nu, hvor boligboblen er punkteret, ikke kan sælges. Det gør det nemt i dag at finde en lejelejlighed uden at skulle i kontakt med det sociale boligbyggeri.
Dertil kommer, at det sociale boligbyggeri har et fortjent dårligt image hos de fleste mennesker. De steder, hvor der er godt at bo, skal man vente i utroligt mange år på en venteliste for at få en lejlighed. Lejlighederne bliver sjældent ledige for udefrakommende, fordi deres beboere benytter sig af den tåbelige danske lejelovgivning til med kreative manøvrer at sørge for, at ”deres” lejlighed kan gå i arv til familie og venner, hvis de selv fraflytter den. Den slags lejligheder i det sociale boligbyggeri kan man lige så godt opgive at få fat i, med mindre man har de rette kontakter.
De lejligheder, som ikke går i arv, er de lejligheder, som de færreste har lyst til at bo i. Det er især dem, hvor naboerne generer deres omgivelser med deres sociale handicaps, som de ikke gør noget ved, fordi en generøs velfærdsstat giver dem penge, så de ikke har nogen grund til at gøre noget ved dem for at kunne fungere i det arbejdende Danmark. Disse lejligheder ligger i bebyggelser, der er fyldt med sociale problemer, misbrug og kriminalitet m.m.
Det sociale boligbyggeri er med den lejelovgivning og den velfærdsstat, vi har i Danmark, primært til for to grupper: De heldige tager de gode lejligheder, og de, der ikke har andre muligheder, tager de andre. For danskere, der ikke tilhører disse grupper, er det sociale boligbyggeri et sted, som man end ikke overvejer at bosætte sig i.
Forklaringen er imidlertid indlysende. Mens boblen på ejendomsmarkedet blev pustet op af Nationalbankens kunstigt lave renter, blev der bygget og bygget og bygget ejendomme med lejligheder, hvoraf mange i dag står tomme, fordi de nu, hvor boligboblen er punkteret, ikke kan sælges. Det gør det nemt i dag at finde en lejelejlighed uden at skulle i kontakt med det sociale boligbyggeri.
Dertil kommer, at det sociale boligbyggeri har et fortjent dårligt image hos de fleste mennesker. De steder, hvor der er godt at bo, skal man vente i utroligt mange år på en venteliste for at få en lejlighed. Lejlighederne bliver sjældent ledige for udefrakommende, fordi deres beboere benytter sig af den tåbelige danske lejelovgivning til med kreative manøvrer at sørge for, at ”deres” lejlighed kan gå i arv til familie og venner, hvis de selv fraflytter den. Den slags lejligheder i det sociale boligbyggeri kan man lige så godt opgive at få fat i, med mindre man har de rette kontakter.
De lejligheder, som ikke går i arv, er de lejligheder, som de færreste har lyst til at bo i. Det er især dem, hvor naboerne generer deres omgivelser med deres sociale handicaps, som de ikke gør noget ved, fordi en generøs velfærdsstat giver dem penge, så de ikke har nogen grund til at gøre noget ved dem for at kunne fungere i det arbejdende Danmark. Disse lejligheder ligger i bebyggelser, der er fyldt med sociale problemer, misbrug og kriminalitet m.m.
Det sociale boligbyggeri er med den lejelovgivning og den velfærdsstat, vi har i Danmark, primært til for to grupper: De heldige tager de gode lejligheder, og de, der ikke har andre muligheder, tager de andre. For danskere, der ikke tilhører disse grupper, er det sociale boligbyggeri et sted, som man end ikke overvejer at bosætte sig i.
