Socialismens største løgn er, at den lover folk noget for ingenting, tjenester eller programmer af enhver slags, der enten vil være ”gratis” eller billigere end varianten på det frie marked. Men ligesom reklamerne der lover en gratis IPod eller muligheden for at tjener millioner hjemmefra, mens man gaber, så handler Socialisme ikke om noget for ingenting, men i stedet langt oftere om ingenting for noget.
Ideen om at staten vil tage var for dig, er appellerende. Hele Barnepige stater er bygget på det forslag. Men staten kan ikke tage vare for dig. Den kan end ikke betale sine egne regninger uden dig. Den kan ikke drive en fjernsynsstation, en betalingsvej eller endog en spilletjeneste eller en hvilken som helst risikobetonet investering, der i private hænder ville være profitabel uden at bruge skattepenge til at holde det kørende.
En legitim virksomhed har ikke behov for at narre sinekunder til at tro, at de kan få noget for ingenting. Det er kun svindlerne, der har behov for det. Hvad et løfte om noget for ingenting i virkeligheden indikerer, er en virksomhed drevet af folk der er ude af stand til at lave hårdt arbejde, men som skaffer til dagen og vejen ved at narre hårdt tilkæmpede penge fra folk. Og det er kort sagt, hvad Socialisme handler om med sine monolitiske bureaukratier, hvor inkompetence er dagens orden, dens kontorer efter kontorer der aldrig behøver skabe resultater eller præsentere regnskaber, og dens indlagte korruption der sikrer, at pengene aldrig ender, hvor du tror, de ender.
Løftet om gratis sundhedspleje er dog langt mere djævelsk end en gratis IPod, da dette ikke alene blot inkluderer lovningen af et apparat til folk, men lover, at den vil holde folk i live. Og fordi statens gratis tilbud ikke alene tenderer at koste meget, men har tendens til at være universel, og der ikke findes nogen vej ud af den, så er den et svindelnummer, hvor manglende deltagelse ikke er en mulighed for individuel dumhed men tvungen for alle.
Gratis eller billig sundhedspleje er selvfølgelig appellerende, men der findes ikke sådan noget som ”gratis” eller ”billig”, for alt hvad staten gør, betales der for to gange. Alt hvad man får fra staten, betaler man for, enten direkte gennem skatter eller gebyrer eller indirekte gennem stigende omkostninger og priser på det sorte marked. Skatter er selvfølgelig den mest åbenlyse måde, hvorpå man ender med at betale mere for de samme tjenester, som staten skaffer dig.
Skatter er tåbens kreditkort, hvor denne bruger, og bruger, uden at tænke på omkostningerne, indtil regningen pludselig dukker op, og denne beklager sig over omkostningerne uden overhovedet at forbinde dette med forbruget.
Men politikere er almindeligvis kloge nok til at forsikre vælgerne om, at de ikke direkte kommer til at betale for programmerne. Nej, de forsikrer vælgerne om, at de rige kommer til at betale for dem. Store selskaber kommer til at betale for dem. Eller vi låner blot flere penge i stedet for at hæve skatterne. At hæve skatterne på store forretningsdrivende og ”de rige” er populært, men de store forretningsdrivende og ”de rige” vil i sidste instans sende regningen videre til forbrugerne i for at højere priser på varer og tjenester og fyringer og outsourcing. Socialismens tilgang med at neddrosle fattigdom sikrer, at beskatningen af de rige stadig beskatter de fattige og den lavere middelklasse. Den gør det bare indirekte.
Mindre tilgængelige produkter og jobs kommer ikke med skattebilletten. Skatten er en usynlig en, der trykker forretningslivet ned, og siver ned til den lave klasse og middelklassen, der ender med færre og dyrere produkter og tjenester og færre jobmuligheder. For at afbalancere dette vil staten begynde med at tilbyde skattelettelser til virksomheder, og eftersom regningen skal betales, ender skatteyderne med at betale for virksomhedernes skattelettelser, drevet af virksomhedernes skatteudflugter. Staten finder dette belejligt, i takt med at vejen mellem staten, program og højere personlige skatter er blevet for indirekte til, at de fleste folk erkender, hvorfor deres skatter stiger, og fordi dette tillader politikere at påberåbe sig hæder for at beholde jobs og nyde godt af donationer sendt deres vej af forretningslivets lobbyister.
Det ville have været billigere og enklere for individuelle skatteydere at se en direkte skatteudflugt, i stedet for den komplicerede måde, i hvilken staten flytter penge rundt på, mens politikerne stadig nyder godt af at afdække en hver vinkel af et problem, de selv har skabt.
Og så er der selvfølgelig lånepakken. Hvis man ikke ønsker at hæve skatterne på nogen, så må man låne penge, hvilket er Tåbens MasterCard, for mens skatterne forbliver de samme, så stiger omfanget af gæld, og den gæld skal betales af. Så i stedet for gennem højere skatter faktisk at betale for en statstjeneste, så påtager offentligheden sig en stor gældsbyrde, vis stigende rentesatser er langt dyrere, en direkte beskatning ville være. Men politikere er ligeglade, eftersom de fortløbende kan sende den finanspolitiske bold videre, indtil de ikke længere er politikere, på hvilket tidspunkt det næste sæt politikere kigger på gældstallene og deres meningsundersøgelser, og fortsætter med at gøre det samme, indtil hele offentligheden er blevet reduceret til et samfund af forpagtere, der arbejder på at betale gæld af til fremmede udlånere. En gæld som de aldrig kan betale af, da politikerne hele tiden fortsætter med at låne flere penge for at dække omkostningerne ved den konstante udvidelse, og en befolkning der fortsætter med at konsumere flere og flere statstjenester.
Men direkte eller indirekte vil dette gratis eller billige statsprogram hurtigt vise sig at være vanvittig dyr. Og det findes der en god grund til, fordi mens staten ikke officielt er profitorienteret, hvilket tilsyneladende antyder fjernelse af profitmotivet, så ville staten være i stand til at tilbyde de samme tjenester til lavere omkostninger. Hemmeligheden ved dette er, at statens programmer administreres langt mindre effektivt end statens ligestillede på det frie marked.
Mens det frie markeds selskaber skal være effektive, fordi deres profitmotiver kræver nedskæring i udgifter, så behøver statens programmer ikke at være effektive. De behøver bare at ”være”. Et selskab er nødt til at forøge værdien skabt til sine kunder og aktionærer for at forblive konkurrencedygtige. Den bedste måde at gøre dette på, er at skære ned på udgifterne. I modsætning til dette behøver statens programmer ikke at forøge værdien skabt til sine kunder, da de ikke er i en konkurrencesituation, og mens offentligheden kan være statens uofficielle aktionærer, så isolerer politikerne dem fra de faktiske bureaukrater, der styrer programmerne. Og bureaukraterne er ”udgifterne”, der tillader dem at rede dem selv fra nogensinde at blive sparet væk.
Og hvor det frie markeds forretninger kan skære personale fra først og dernæst kunder, så sikrer sundhedssektorens fagforeninger, at personalet ikke kan skæres væk, uden at dette betyder en nedlukning af hele sundhedssektoren. Ved at centralisere sundhedstjenester opnår sundhedssektorens fagforeninger stor magt, der gør dem stort set ustoppelige. Jobs udformes og udvides. Fagforeningerne vinder indrømmelser på bekostning af de folk, som statens programmer skal sørge for. Dette betyder, at lærernes fagforening vinder, mens skolebørnene taber. Sundhedssektorens fagforeninger vinder, mens patienterne taber. I balancen mellem en fagforening og en kunde vinder fagforeningen altid, da den har større gennemslagskraft, og skaffer flere penge på bordet. Og det betyder, at der ikke findes nogen måde at styre personalets udgifter uden en længere politisk kamp.
Derudover er statens programmer faktisk ikke orienteret mod ingen profit. De forekommer blot sådan. Et almindeligt argument fremlagt af tilhængere af socialiseret sundhedspleje er, at offentligheden ikke skulle bruge penge på sundhedspleje, der finansierer en eller anden direktørs yacht. Men sagen er, at under statens sundhedspleje bliver pengene stadig brugt til at finansiere en eller andens yacht. Det kan være yachten af en sundhedsrådgiver, der tjener godt, eller det kan være yachten af en ikke profitorienteret direktør, der tjener endnu mere. Det kan være en yacht af en fagforeningspamper eller det kan endeligt være yachten af en medicindirektør, der vinder kontrakten med at skaffe staten medicinske redskaber til den dobbelte pris takket være hjælp fra dennes ven senator X eller ven i Kongressen Y, som direktøren tilfældigvis støttede finansielt. Uanset hvad findes der altid en yacht. Og man betaler altid for den. Forskellen er blot, at under staten er der mange flere yachter, og man har ingen mulighed for ikke at betale for dem.
Profitmotivet i statens programmer tager almindeligvis form af korruption med ingen bud på licitationer og gode gerninger for venner, jobs til sønner og døtre af donorer til senator X og medlem af Kongressen Y. Ja, programmet er i sig selv ikke profitorienteret, indtil man ser på, hvor meget det kostede at bygge dette hospital, i forhold til hvor meget det skulle have kostet. Det er ikke profitorienteret indtil man ser på det nydelige hus, som selskab Z hjalp senator X med at erhverve sig i bytte for den uofficielle samtale, som denne havde med afdelingsdirektøren Y, der sikrede at selskab Z fik kontrakten, og skatteyderne blev bollet i røven.
Der er ikke tale om ikke-profit. Der er tale om kleptomani. Og kleptomani handler om profit. Profitten findes bare under bordet. Jo mere staten bruger, jo mere vokser kleptomanien. Og naturligvis elsker kleptokratiet ideen om udvidelse af statens programmer. Hvorfor skulle den ikke være det? Selskaber på det frie marked tjener penge på at sælge produkter til forbrugere. Kleptokratiet tjener penge på at udveksle statskontrakter for donationer, tjenester og belønninger. Udefra kan kleptokratiet se ud som om, at det stortrives, men i virkeligheden er det helt igennem råddent, og intet gøres ordentligt mere. At gøre noget kræver at kende en ven af en ven i staten, fordi den eneste måde at gøre forretning under kleptomani, er at være en del af det. Ellers er man et offer for det.
Resultatet er, at statens tjenester faktiske er utroligt meget dyrere end deres modparter på det frie marked. Måden man betaler for dem er dog ofte indirekte, hvilket får dem til at fremstå som billige eller gratis. Men som med et kreditkort, vis betalinger ikke bliver hævet med det samme, så føles det godt at bruge penge, hvis ikke man erkender forbindelsen mellem regningen og de brugte penge.
Statens sundhedspleje betyder, at man faktisk betaler to gange for det samme program. En gang for de grundlæggende ressourcer, der udgør programmet, og en gang for al statens oppustning af de faktiske omkostninger af programmet. Staten kan faktisk ikke skære de grundlæggende omkostninger af ressourcerne af programmet, som kan være personalet, udstyr, faciliteter og administration af programmet. Statens administration er dyrere end dets modpart på det frie marked. Statens entreprenører der skaffer forsyninger og faciliteter er grundet korruption uvægerligt meget dyrere. Statens personale tenderer at være dyrere og af dårligere kvalitet domineret af fagforeninger og bureaukrati.
Eftersom staten ikke kan reducere de grundlæggende omkostninger af ressourcerne, og faktisk puster dem op, er resultatet et dyrere statsprogram. Hvad staten dog kan gøre, er direkte at skjule disse omkostninger i vores skatter og indirekte nogen andres skatter eller i den nationale gæld, som i sidste instans vil ende hos dig men til en højere pris. Dette gør grundlæggende Socialisme til et trekorts trickspil, i hvilket det er ligegyldigt hvilket kort man tager, så taber man. Det eneste spørgsmål er, hvor meget man taber.
Intet fra staten er nogensinde gratis. Spørgsmålet er udelukkende, hvor meget man taber.
