Socialdemokratisk ordfører skriver til mobilselskaber: I burde give noget mere til Haiti

Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, har skrevet til landets teleselskaber med en opfordring til ikke at tage betaling for de ...

Ole Birk Olesen,

21/01/2010

Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, har skrevet til landets teleselskaber med en opfordring til ikke at tage betaling for de SMS-tjenester, som bruges af nødhjælpsorganisationerne til at samle penge ind til Haiti.

180Grader.dk gengiver her brevet i sin helhed, efterfulgt af et svar fra mobilselskabet M1´s adm. direktør og stifter, Mads Peter Veiby.



Til hvem det måtte vedrøre,

Vi er alle optaget og bekymrede over den forfærdelige situation der er opstået i Haiti, efter jordskælvet for nyligt. Danskerne viser i den sammenhæng på fornemste vis, at vi forstår hvornår der er brug for vores hjælp og indsats.

Det gør danskerne blandt andet ved at benytte jeres service - ved at sende overtakserede SMSer, der støtter danske humanitære organisationers indsats. Det er en nem, hurtig og effektiv måde at overføre overskuelige summer.

Desværre har medierne i de seneste dage været optaget af at der i nogle tilfælde tilfalder teleselskaberne en del af disse midler. Jeg synes på mange måder det er en uheldig situation - både for de berørte selskaber og for den gode sag.

Jeg vil derfor tillade mig bredt at opfordre til, at alle i branchen bakker op om den gode sag ved - i dette tilfælde - at lade alle indtægter tilfalde de humanitære organisationer. Dette gør jeg ikke med krav om regulering i hånd, men som en appel til jeres gode vilje.

Jeg stiller mig gerne til rådighed for personlige møder for at uddybe dette, men opfordrer samtidig til hurtig handling.

Med venlig hilsen

Benny Engelbrecht
Forbrugerordfører


--------------------------------------

Kære Benny,

Mange tak for dit brev…

Vi kan hurtigt blive enig om at situationen er ulykkelig og den er bestemt ikke blevet mindre ulykkelig efter det nye jordskælv i dag.

Men jeg kan ærlig talt ikke forstå den megen røre omkring dette gebyr for at håndtere transaktionen. Hvis du betaler et girokort til Folkekirkens nødhjælp (FKN) på kr. 50,- hvor meget skal FKN så betale PBS for at registrere indbetalingen af girokortet? Formentlig mellem 3-5 kr.

Så nu man er i gang med at sætte fokus på håndteringsgebyrer, hvorfor tager man så ikke og gransker samtlige. Ligesom firmaerne som håndterer disse 12XX numre med sikkerhed også tager sig betalt i en eller anden form.

I M1 støtter vi årligt WWF med en 6 cifret beløb (Frivilligt) – så vi vil ikke beskyldes for at være grådige!

I M1 har vi tænkt os at støtte indsamlingen bla. får alle medarbejdere lov til at benytte firmatelefonen til at sende overtakserede SMS’er (dog max 8.000 pr. mand). Vi vil bare selv gerne have lov at træffe beslutning om hvem og hvad som vi ønsker at støtte og så adskille business og velgørenhed.

Venlig hilsen
Mads Peter Veiby
Adm. Direktør, HD-A

Kilde: