Damelandsholdet i håndbold er som alt andet sport en privat sag, og det skal Folketinget ikke blande sig i, mener den konservative folketingskandidat Henrik Sørensen.
Udmeldingen fra Henrik Sørensen kommer efter at både socialdemokraternes Mogens Jensen og Dansk Folkepartis Karin Nødgaard har udtalt, at politikerne skal gå ind i lønstriden mellem Dansk Håndbold Forbund og landsholdsspillerne.
Sport i Danmark er organiseret i private foreninger og landsholdene er de respektive idrætsforbunds bedste hold. Landsholdene er ikke officielle statslige landshold, og politikerne skal blande sig uden om de enkelte forbunds forhold og organisering.
Hvis Mogens Jensen og Karin Nødgaard får deres vilje, og der sker en politisk indblanding i den konkrete strid, kan resultatet blive, at dansk håndbold vil blive udelukket fra at deltage i internationale konkurrencer i fremtiden.
Og det er ikke bare tomme trusler. F.eks. har FIFA – det internationale fodboldforbund truet med udelukkelse af det polske fodboldforbund, da regeringen blandede sig i fodboldforbundets interne affærer.
Det må skyldes ren uvidenhed om international sport og de regler, der gælder, samt en stor lyst til at komme i TV-avisen, der får de to politikere til at foreslå Folketinget skal blande sig i den konkrete strid.
Der er kun to måder politikerne kan blande sig på i den aktuelle konflikt mellem håndboldforbundet og spillerne, og det er enten at lovgive om, at spillerne skal stille sig til rådighed for landsholdet, eller at staten skal overtage håndboldforbundets lønudgifter til spillerne.
Men det må så gælde ikke bare damelandsholdet, men alle landshold under Danmarks Idræts Forbund.
Fodboldlandsholdet har gennem tiderne fået mange afbud uden politikerne har grebet ind. Da Michael Laudrup ikke ønskede at spille på landsholdet, vandt vi EM i 1992.
Mogens Jensen og Karin Nødgaards udtalelser om håndboldlandsholdet må tages som en gang selvpromovering og intet andet, slutter Henrik Sørensen, der håber, at ingen anden politikere vil lytte til deres forslag, for resultatet vil meget nemt kunne være en udelukkelse af alle håndboldlandshold fra alle internationale turneringer.
sendt som pressemeddelelse 03042011.
Og her kan man se linket til TV-Avisen, hvor DF og S melder ud.
http://www.dr.dk/odp/player.aspx?uniqueid=392073&mt=newstab&st=news_TVAvisen