Socialdemokrater til kamp for mere stat og mindre privat

LEDER: Den offentlige sektor i Danmark, som er verdens største, skal fylde endnu mere

Ole Birk Olesen,

03/04/2010

LEDER: Den offentlige sektor i Danmark, som er verdens største, skal fylde endnu mere. Det mener Socialdemokraterne, som midt i en tid med negativ vækst i samfundsøkonomien kræver, at den offentlige sektor skal fortsætte den samme uhæmmede vækst, som fandt sted, mens dansk økonomi boomede.

"Væksten i det offentlige forbrug skal være på nogenlunde samme niveau, som det har været de foregående år," siger Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup, simpelthen.

Kommer der mon en dag, hvor den offentlige sektor har bemægtiget sig så stor en del af dansk økonomi, at det ifølge Socialdemokraterne er nok? Det ser ikke sådan ud, og forklaringen kan kun være, at Socialdemokraterne enten ikke værdsætter menneskers frihed eller mangler en grundlæggende forståelse af, at den offentlige sektors finansiering bygger på tvang.

Det er, som Piet Hein skrev det:

For hver ting,
man skal ha lov for,
for hver mønt til skattens sum
knappes af det albuerum,
livet i os har behov for

Kilde: