Snyd med energiafgifter fra V og K

LEDER: Danske borgere og virksomheders betaling til offentligt støttede vindmøller stiger og stiger i takt med, at Folketinget vedtager lovgivning ...

Ole Birk Olesen,

23. maj 2013

LEDER: Danske borgere og virksomheders betaling til offentligt støttede vindmøller stiger og stiger i takt med, at Folketinget vedtager lovgivning om den ene nye vindmøllepark efter den anden. Til lands og til vands, placeringen betyder ikke så meget, bare der kommer flere.

Pengene til vindmøllerne kommer fra den PSO-afgift, som opkræves via elregningen, og som forhøjes hen ad vejen, når de nye møller begynder at producere strøm til en pris, som der betales langt mere for end markedsprisen for elektricitet. Det er den prisforskel, som finansieres med PSO-afgiften.

Når de nye mølleparker er til afstemning i folketingssalen, så stemmer Venstre og Konservative hver gang for, selvom begge partier hævder, at de kæmper imod stigende energiafgifter og tværtimod ønskere lavere energiafgifter.

De to partier siger ét til vælgerne, nemlig at de er imod stigende energiafgifter, men i Folketinget stemmer de for stigende energiafgifter.

Det gjorde de i januar, da de stemte for en ny "forsyningssikkerhedsafgift" på fossile brændstoffer, det gør de i efteråret, når de vil stemme for "forsyningssikkerhedsafgift" på biobrændsler, og det gør de, når de stemmer for nye vindmølleparker.

Ikke siden Socialdemokraterne og SF gik til valg på "Fair løsning" og så skrottede planen totalt, da de fik regeringsmagten, har dansk politik set lignende vælgerbedrag, som Venstre og de Konservative præsterer i energipolitikken.

Venstre har høstet stor fremgang på at kritisere Socialdemokraterne for løftebrud og uærlighed i politik. Man skulle tro, at Venstre så gik op i selv at opføre sig bedre. Det er i forhold til Venstres energipolitik helt og aldeles ikke tilfældet.