Smed kvinde ud fra 3. sal - belønnet med job hos Claus Meyer

Marlene Duus var i gang med en karriere i modebranchen og havde et godt liv

Ikke angivet Ikke angivet,

20/02/2012

Marlene Duus var i gang med en karriere i modebranchen og havde et godt liv. Indtil hendes franske eks-kæreste besluttede sig for at mishandle hende halvt ihjel:

Han slår løs på mig med jernrøret. Sammenkrøbet på gulvet prøver jeg desperat at forsvare mig. Billeder, der har printet sig fast hos mig for altid. Alting sker uden ophold og meget voldsomt, og det sortner konstant for mine øjne. Mit ansigt er smadret, mine tænder ligger rundt omkring på gulvet, og min krop er livløs.

Men her stopper han ikke. 

Han trækker mig langs gulvet gennem soveværelset og hen til vinduet. Det sidste jeg husker, er, at han står hævet over mig, mens jeg med overkroppen hænger ud af vinduet. Jeg har ingen kræfter. Jeg hører stemmer fra gaden. De råber. Og så giver han slip. Jeg falder 11 meter ned på asfalten.

Efter tre år og mange operationer er den stakkels kvinde 50 % invalid, kan ikke kende sig selv i spejlet, har mareridt hver eneste nat og er afhængig af morfin for sine smerter. 

Men så opdager hun, at voldsmanden - han er fri. Og har fået job hos Claus Meyer, der endda bruger ham som case i sin sleske kampagne - Meyer er nemlig en af De Gode Mennesker, der "resocialiserer tidligere kriminelle". 

I mens Claus Meyer svælger sig i sin egen godhed, og hendes voldsmand lever la vida loca med smarte job i overhalingsbanen inden for gastronomi, sidder Marlene i sin lejlighed og prøver at få et liv til at hænge nogenlunde sammen.

Man spørger sig:

Hvor ulækkert er det, at Meyer i sin jagt på god omtale belønner så afstumpede mennesker?

Hvorfor kommer den mand nogensinde ud af fængsel? 

Husk: Det stærkeste våben mod dette er at dele historien, evt. på Facebook, så flest muligt får øjnene op for Meyers klamme praksis og det danske retssystems forfærdelige hensyntagen til forbryderne.

Endelig: Meyer har fjernet sin video af manden. Nogen, der har videoen stadig?