"Således Passeret" - en fars kamp (del 5) - Damefrokosten

Om eftermiddagen ringer telefonen

_slettet_bruger_9019

13/07/2012

Om eftermiddagen ringer telefonen. Det er Statsforvaltningen, der vil aftale første overvågede samvær med Lars. Men den har også andet at berette. Samværet vil kun ske under overværelse af børnenes mor, Lone. Det mener forvaltningen var en del af aftalen. Under mødet forstod både Lars og hans advokat imidlertid, at samværet kun skulle overvåges af en børnesagkyndig. Kun hvis der opstod særlige situationer kunne denne ‘sagkyndige’ bringe moren med ind i situationen. Derfor protesterer Lars over for kvinden i telefonen, men hun fastholder, at det er det, de er blevet enige om på mødet. Det viser sig senere, at hun gør det på trods af, at Lars’ version også er den version, der står noteret sort på hvidt i Statforvaltningens eget referat af mødet 5. december. Endnu engang oplever Lars, at han som almindelig borger ikke kan gennemskue systemet.

- Jeg forstår det ikke. Altså i det mindste kunne de da holde, hvad de lover. Nogle dage bliver jeg så ked af det og så vred, fordi der bare ikke er nogen, der lytter. Det kører ligesom bare det hele, uden jeg kan gøre noget. Men jeg siger til mig selv, at jeg  ikke blive vred… jeg må ikke, for så tror de jo, at Lone har ret, når hun siger alt det der om mig med, at jeg er sådan en agressiv psykopat. Men så kan jeg komme til at føle mig helt forstenet i stedet for, fortæller Lars til Damefrokosten.

Læs femte del af Lars kamp for at få lov at se sine børn. Næste afsnit kommer mandag. God weekend!