Stat eller marked sættes af fløjene op som det store spørgsmål.
Venstrefløjsretorikken, som binder sig til såkaldt positive rettigheder og dermed at du har pligt til at forsørge alle andre, tager tvunget af nødvendigheden den opfattelse, at alle værdier tilhører staten og staten skal fordele "goderne". Goderne, som på mystisk vis skabes af arbejderne, men konfiskeres af de onde arbejdsgivere. Selvom man skulle anerkende at virksomheder er staten uden sidestykke overlegen til at skabe effektive løsninger, så må det ikke ændre grundretorikken - stat før marked.
Højrefløjsretorikken, som ikke anerkender positive rettigheder, tager tvunget af den modsatte nødvendighed den opfattelse, at staten er skyld i alverdens ondskab og markedet skal have lov til at virke frit. Selv om man skulle anerkende enten nødvendigheden af fælles beslutninger og endda også det formålstjenlige i en form for hjælp og offentlige ydelser, så må det ikke ændre grundretorikken - marked før stat.
Og sådan kan begge fløje male sig op i en krog, hvor ingen diskuterer løsninger, men alle blot holder på sit og fokuserer på sit aspekt og vinkel på problemstillingerne, der i virkeligheden er meningsløse abstraktioner, som aldrig kommer ned i materien.
F.eks. drejer "konkurrenceevne" sig kun om pris, selvom det var årtier siden Danmark måtte opgive at konkurrere på pris. På kort sigt betyder omkostningsniveauet selvfølgelig meget, men det altafgørende er om danske samfundsprocesser og virksomheder kan producere kvalitet i form af individuelle løsninger til en samlet kvalitet/pris forhold som er konkurrencedygtig.
Det udnytter embedsvældet. De kan altid spinretorisk styre de forudsigelige politikere.
Når polit'er diskuterer økonomi kommer det sjældent længere end forbrugets kvantitet og dermed hele spørgsmålet om, hvordan man øger forbruget.
Det kvalitative forbrug og måden, efterspørgslen samvirker - eller netop IKKE samvirker - med udbudssiden for at skabe bedre individualiserede løsninger, er som oftest helt udenfor diskussionen. Det gælder både den offentlige og den private sektor.
Det gælder både venstrefløjens primitive regnearksmodeller som tjener til at påstå at mere kickstart gavner nogen og højrefløjens, som reelt er kopier af venstrefløjens primitive modeller med lidt andre parametre.
Det udnytter de store kommercielle leverandører også, som altid kan finde en vinkel, som gavner embedsvældet til at gavne sig selv til nye konkurrenceevneundergravende monopoler og dårlige løsninger, som reelt er statssanktionerede snabler i borgernes lommer. Katastroferne vælter ud af denne opskrift.
Inden i dette spinretoriske univers af virkelighedsfjerne abstraktioner kan dansen om taburetterne, skatterne og de faktiske magtstrukturer i centraladminsitrationen og den kommercielle infrastruktur foregå til evig tid - uden at nogen reelt behøver at forholde sig til eller tage ansvar for virkeligheden.
