"Skræmmekampagne"

LEDER: Partipolitisk debat og valgkamp handler om to ting: (1) At fortælle hvorfor man selv har ret

Ole Birk Olesen,

14. august 2011

LEDER: Partipolitisk debat og valgkamp handler om to ting: (1) At fortælle hvorfor man selv har ret. (2) At fortælle hvorfor de andre tager fejl. Sådan er det, og det er der intet galt i.

Alligevel har samtlige danske onlinemedier med Ritzaus Bureau som iværksætter besluttet, at det er "skræmmekampagne" og "mudderkastning", når Venstre nu vil indrykke annoncer om den politik, som Socialdemokraterne og SF står for. Politikens politiske redaktør, Mette Østergaard, supplerer:

Annoncerne er et led i den kampagne, som Venstre ruller ud over medierne det kommende par uger. En kampagne, som ikke kan opfattes på anden vis end en skræmmekampagne. Det sidste desperate middel for en regering, som forsøger at skabe en smule mere opbakning inden et valg.

Det klinger ikke godt i danske ører. I ordet "skræmme" ligger der indbygget, at der er tale om en overdrivelse - virkeligheden er ikke så farlig, som den gøres til. Når Mette Østergaard og Ritzau bruger ordet, fælder de dermed også en dom over Venstres kampagne: Der bliver smurt for tykt på, siger de.

Det ville være mere relevant, hvis medierne gjorde en indsats for at undersøge, hvem der har ret. Er det ikke mediernes opgave at oplyse deres læsere, lyttere og seere om, hvad der er op, og hvad der er ned i verden?

I den aktuelle sag handler det om den offentlige gælds udvikling, hvis S-SF-planen "Fair løsning" gennemføres. Finansministeriet har regnet sig frem til, at den vil stige til mellem 215 mia. kr. og 320 mia. kr. i 2020. Det høje tal gælder, hvis det ikke lykkes for S-SF at finde de 15 mia. kr. årligt, som forhandlinger med arbejdsmarkedets parter på en eller anden uspecificeret måde skal trylle frem. Hvordan konkret, må vælgere ikke få at vide på denne side af valget. De 215 mia. kr. er ifølge Finansministeriet resultatet, hvis de 15 mia. kr. findes, og resten af den allerede fremlagte politik gennemføres.

Socialdemokraterne og SF hævder ganske vist, at der er grundlag for at være mere optimistisk med hensyn til de positive økonomiske resultater af deres politik, og at gælden af den grund kun vil være på 50 mia. kr. i 2020. Men uafhængige økonomer har over en bred kam erklæret, at S-SF's regnedrenge her er urealistisk optimistiske.

Så her er, hvad medierne bør skrive i stedet for "skræmmekampagne":

Venstre går nu i kødet på S-SF's økonomiske politik og advarer om en dansk gældskrise, fordi Fair løsnings planer er underfinansierede. Og der er grund til at tro på Venstre her. I hvert fald er de fleste anerkendte økonomer enige om, at S-SF's finansieringsforslag er højst tvivlsomme.

Måske en anden dag?