Skoleelever vil give karakter til skolen

"Forældrene har ret til at vide, hvor gode skolerne er," siger elevformand

Slettet Bruger,

29/10/2009

"Forældrene har ret til at vide, hvor gode skolerne er," siger elevformand.

Normalt er det skolen, der bedømmer eleverne, men nu vil eleverne også have lov til at bedømme skolen. Organisationen Danske Skoleelever (DSE) foreslår nemlig, at eleverne skal give karakterer til deres skole, og at karaktererne skal offentliggøres på skolens hjemmeside, så de kan ses af bl.a. mulige kommende elevers forældre.

Det skriver Berlingske Tidende.

"Forældrene har ret til at vide, hvor gode skolerne er. Derudover er det simpelthen også for at presse skolerne til i langt højere grad at tage højde for elevernes motivation, når de tilrettelægger undervisningen," siger formanden for DSE, Troels Boldt Rømer, til avisen og fortsætter:

"Vi håber at inspirere til et grundlæggende kursskifte, hvor skolen ikke bare skal fylde viden i hovedet på eleverne, men også skal motivere eleverne. Det er lysten til læring, der skal drive dem."

Mens Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, er imod at offentliggøre resultaterne, så synes undervisningsminister Bertel Haarder, at elevernes idé lyder god.

"Det vil jeg godt overveje, hvis vi kan undgå alt for meget bureaukrati og alt for mange nye regler. Jeg vil opfordre eleverne til at føre det frem lokalt, så vi ikke skal lave regler centralt," siger ministeren til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: