LEDER: En ny og stor undersøgelsen fra Socialforskningsinstituttet viser nu, hvad andre udenlandske undersøgelser og i hvert fald én mindre dansk undersøgelse tidligere har vist: At børn fra skilsmissefamilier alt andet lige har dårligere vilkår i livet end børn fra ubrudte kernefamilier.
Det er ikke ensbetydende med, at der ikke kan findes masser af skilsmissebørn, som har et glimrende liv, ej heller at alle skilsmissebørn nødvendigvis har et dårligere liv end børn, der bor sammen med deres biologiske far og mor. Men det betyder, at den gennemsnitlige skilsmisse ikke gør noget godt for de børn, som udsættes for den, tværtimod.
"Resultatet er ubekvemt for os forskere, fordi vi nødigt vil tages til indtægt for at være kernefamiliefascister. Det er ubekvemt for os som voksne i almindelighed, fordi det er ubehageligt at se i øjnene, at prisen for den valgfrihed, som voksne har til at danne og droppe familierelationer, tilsyneladende kan ende med at blive betalt af vores børn," skriver Mai Heide Ottosen fra SFI.
Ingen vil naturlivis på den baggrund foreslå, at forældre, der gerne vil skilles, skal tvinges til at blive sammen, altså en slags ægteskabeligt fangenskab. Men vi kan godt se på de mekanismer i vores samfund, som fremmer eller modvirker familieopløsning, som vi ved - igen: alt andet lige - skader børnene.
Er der f.eks. nogen grund til, at Danmark i sammenligning med de øvrige gamle EU-lande skal være det land, som uddeler de største offentlige tilskud til skilsmisser? Hvorfor skal det lige være er, at der er flest ekstra penge at hente fra det offentlige ved at forældre blive skilt, fremfor at de bliver sammen (side 30 og 38)? Forskellen udgør 34.800 kr. om året.
Normalt er der i den offentlige debat forståelse for, at tilskud er noget, man giver til aktiviteter, man vil have mere af, fordi resultatet af tilskud vitterligt er, at man får mere af den støttede aktivitet. Vil Folketinget have flere skilsmisser, selvom forskningen fortæller, at den gennemsnitlige skilsmisse går ud over børnene?
Det er ikke ensbetydende med, at der ikke kan findes masser af skilsmissebørn, som har et glimrende liv, ej heller at alle skilsmissebørn nødvendigvis har et dårligere liv end børn, der bor sammen med deres biologiske far og mor. Men det betyder, at den gennemsnitlige skilsmisse ikke gør noget godt for de børn, som udsættes for den, tværtimod.
"Resultatet er ubekvemt for os forskere, fordi vi nødigt vil tages til indtægt for at være kernefamiliefascister. Det er ubekvemt for os som voksne i almindelighed, fordi det er ubehageligt at se i øjnene, at prisen for den valgfrihed, som voksne har til at danne og droppe familierelationer, tilsyneladende kan ende med at blive betalt af vores børn," skriver Mai Heide Ottosen fra SFI.
Ingen vil naturlivis på den baggrund foreslå, at forældre, der gerne vil skilles, skal tvinges til at blive sammen, altså en slags ægteskabeligt fangenskab. Men vi kan godt se på de mekanismer i vores samfund, som fremmer eller modvirker familieopløsning, som vi ved - igen: alt andet lige - skader børnene.
Er der f.eks. nogen grund til, at Danmark i sammenligning med de øvrige gamle EU-lande skal være det land, som uddeler de største offentlige tilskud til skilsmisser? Hvorfor skal det lige være er, at der er flest ekstra penge at hente fra det offentlige ved at forældre blive skilt, fremfor at de bliver sammen (side 30 og 38)? Forskellen udgør 34.800 kr. om året.
Normalt er der i den offentlige debat forståelse for, at tilskud er noget, man giver til aktiviteter, man vil have mere af, fordi resultatet af tilskud vitterligt er, at man får mere af den støttede aktivitet. Vil Folketinget have flere skilsmisser, selvom forskningen fortæller, at den gennemsnitlige skilsmisse går ud over børnene?
