Ministeriet Løkke II ønskes tillykke med de nye målsætninger for Danmark, dansk økonomi og politik, held og lykke med at vende skuden, og genoprette vindskibeligheden i dansk økonomi. Man kan vel benytte lejligheden til at udtrykke en from forhåbning om, at regeringen så ikke er ”græskkatolsk” …
Nye styrmænd kan i dag også hilses velkommen om bord – I kan godt allerede begynde at træne armbøjninger og englehop, for det kræver fasthed og råstyrke at holde rorpinden, nok mere end man er lige vant til i whiskybæltet, hvor de fleste af Jer kommer fra.
Man bemærker, at der nu sættes alle sejl ind på at vende det politiske fartøj, og kursen for regeringen af dette land sættes mod nye mål, ligesom meget af den tunge ballast af politiske sten er kastet over bord.
Man aner desuden, at den nye dagsorden stikker kursen af til at krydse op imod politiske stormvejr, økonomiske kriser og uden om farlige rev, der alle kan sænke regeringens planer om at holde grebet om rigets ror og dermed magten kapret - man fristes nærmest til at sige - imod alle odds…
Den politiske virkelighed i Danmark har længe været, at der ikke var den helt store forskel på det parlamentariske arbejde, hvad enten det er det ene eller det andet ministerium der satte dagsordenen. Mange års konsensussøgende politisk konvergens imod ækvatorialzonen i parlamentet, har haft udvisket forskellighederne i mønstret på de bannere, der har været hejst til tops i stormasten.
Når der derfor i dag rasles med det nye søkort, der fører gennem smalhals rev og strammede bælter, er det helt nye toner fra broen:
Danmark skal på slankekur! For mange års vellevned har sat sine spor på vilkårene for det muliges kunst.
Skibet er i dag ladet med gæld, finanskrise og de højeste skatter – og skattekisten er stadig fyldt med danske kroner, selvom regeringen hellere så kassen fyldt med en anden valuta. Men spørgsmålet om forbeholdene til unionen (og pillen ved pensioner og efterløn) er blevet agterudsejlet.
Målet er stadig at sætte nationalbanken på den fulde ØMU-tilslutning og skylle kronen over bord. Det står bare ikke længere på sejlplanen …
Det handler bare ikke længere om blot velfærd og kontrakter, men om mådehold, indskrænkninger og øget brugerbetaling. Det er ikke den rene charmeoffensiv, der her søsættes, men en politik der hurtigt vil gå i hård modstrøm …
Skal projektet lykkes, må der skrues ned for blusset i samfundskabyssen og op for forbruget i de små joller - og det er ikke nemt - når folket hellere vil lægge mønterne på kistebunden, og de friske lejesvende på banjerne stadig - hellere end gerne - vil forære statens midler til deres vælgere (sådan lidt om kap med Kaptajn Rødskæg og hendes søvnige væbner, som ligger lige i kølvandet og pønser på at kapre roret på statens fartøj)
Regeringen skal derfor kunne fremvise resultater, hvis den ikke hurtigt skal komme til at sejle sin egen sø, for det hele går vel ikke blot ud på, at r e s t e n af holdet også skal have ministerpension?
Nye styrmænd kan i dag også hilses velkommen om bord – I kan godt allerede begynde at træne armbøjninger og englehop, for det kræver fasthed og råstyrke at holde rorpinden, nok mere end man er lige vant til i whiskybæltet, hvor de fleste af Jer kommer fra.
Man bemærker, at der nu sættes alle sejl ind på at vende det politiske fartøj, og kursen for regeringen af dette land sættes mod nye mål, ligesom meget af den tunge ballast af politiske sten er kastet over bord.
Man aner desuden, at den nye dagsorden stikker kursen af til at krydse op imod politiske stormvejr, økonomiske kriser og uden om farlige rev, der alle kan sænke regeringens planer om at holde grebet om rigets ror og dermed magten kapret - man fristes nærmest til at sige - imod alle odds…
Den politiske virkelighed i Danmark har længe været, at der ikke var den helt store forskel på det parlamentariske arbejde, hvad enten det er det ene eller det andet ministerium der satte dagsordenen. Mange års konsensussøgende politisk konvergens imod ækvatorialzonen i parlamentet, har haft udvisket forskellighederne i mønstret på de bannere, der har været hejst til tops i stormasten.
Når der derfor i dag rasles med det nye søkort, der fører gennem smalhals rev og strammede bælter, er det helt nye toner fra broen:
Danmark skal på slankekur! For mange års vellevned har sat sine spor på vilkårene for det muliges kunst.
Skibet er i dag ladet med gæld, finanskrise og de højeste skatter – og skattekisten er stadig fyldt med danske kroner, selvom regeringen hellere så kassen fyldt med en anden valuta. Men spørgsmålet om forbeholdene til unionen (og pillen ved pensioner og efterløn) er blevet agterudsejlet.
Målet er stadig at sætte nationalbanken på den fulde ØMU-tilslutning og skylle kronen over bord. Det står bare ikke længere på sejlplanen …
Det handler bare ikke længere om blot velfærd og kontrakter, men om mådehold, indskrænkninger og øget brugerbetaling. Det er ikke den rene charmeoffensiv, der her søsættes, men en politik der hurtigt vil gå i hård modstrøm …
Skal projektet lykkes, må der skrues ned for blusset i samfundskabyssen og op for forbruget i de små joller - og det er ikke nemt - når folket hellere vil lægge mønterne på kistebunden, og de friske lejesvende på banjerne stadig - hellere end gerne - vil forære statens midler til deres vælgere (sådan lidt om kap med Kaptajn Rødskæg og hendes søvnige væbner, som ligger lige i kølvandet og pønser på at kapre roret på statens fartøj)
Regeringen skal derfor kunne fremvise resultater, hvis den ikke hurtigt skal komme til at sejle sin egen sø, for det hele går vel ikke blot ud på, at r e s t e n af holdet også skal have ministerpension?
