Den franske økonom Pierre Bassard har offentliggjort en interessant undersøgelse om ”Tax Oppression and Individual Rights in the OECD”. Papiret fremlægger: ”Skatteundertrykkelsesindekset er baseret på 18 repræsentative kriterier, der måler skattemæssig tiltrækning, offentlig styring og finansiel privatliv i de 30 medlemsstater i OECD”.
Vær opmærksom på at undersøgelsen kun er begrænset til de 30 medlemslande i OECD, men det er ikke desto mindre interessant. Indenfor OECD siger Bressard, at de mest undertrykkende lande, med hensyn til skattetryk, med de mest undertrykkende listet først på listen, er som følger:
Italien
Tyrkiet
Polen
Mexico
Tyskland
Holland
Belgien
Ungarn
Frankrig
Grækenland
Bliv ikke opildnet fordi USA ikke ligger indenfor de 10 mest undertrykkende skatteregimer i OECD. USA ligger på elevtepladsen sammen med den tiltagende totalitære nation Stor Britannien.
Hvilke er de 10 mindst undertrykkende lande i OECD? Her er de 10 mindst undertrykkende lande:
Schweiz
Luxembourg
Østrig
Canada
Slovakiet
Island
Irland
New Zealand
Danmark
Korea
Se på den relative position af USA i forhold til den såkaldt ”tredje vej”-nationer af Skandinavien. Det har stort set altid været en myte, at skandinaviske lande er de mest skatteundertrykkende. Det afhænger i det store hele af, hvem men er. Forretningslivet er ikke så højt beskattet, men individer er. Jeg skal om lidt forklare hvorfor. Men USA rangerer som mere skatteundertrykkende end Danmark, Sverige, Finland og Norge er.
Der findes en antagelse af, at skandinaviske velfærdsstater er højt beskattende regimer, der prøver at redistribuere velstand fra rige forretningsfolk til den almindelige borger. Dette er overhovedet ikke tilfældet. I det store hele er det meningen at skandinaviske systemer skal være redistribuerende lande. Forretningslivet beskattes relativt let i forhold til mange udviklede lande. Det er ikke indtjeningen i forretningslivet, som bureaukraterne ønsker at styre men mennesker.
Særligt den svenske velfærdsstat er designet til, at den almindelige borger bliver højt beskattet. Der findes endog et meget velkendt tilfælde med den svenske forfatter Astrid Lindgren, kendt for Pippi Langstrømpe, der opdagede, at hun blev beskattet med 102% af sin indkomst. Forbrugere beskattes højt, mens forretningslivet ikke beskattes så højt.
Grunden til dette er enkel. Beskatning skal fungere som styring. Emnet for styring i det svenske system er ikke forretningslivet. Det lægger trods alt det gyldne æg. Emnet for styring er individet. Det svenske system redistribuerer ikke så meget den enkeltes velstand, men konfiskerer den, og returnerer den, hvis man i øvrigt bruger den på måder, der er godkendt af den politiske elite.
Se på hvordan systemet fungerer. Lad os sige at man beskattes med 100 dollar af 150 dollar. Staten kan nu sige, at man kan få 20 dollar tilbage til skoling af ens børn, 30 dollar til sygeforsikring og så videre. Hvis man vælger at bruge pengene på en anden måde, får man ingen penge tilbage. Grundliggende er det svenske system skabt til at styre den enkelte svenske forbruger, ikke for at redistribuere velstand fra rige til fattige. Selvom nogen redistribution er uundgåelig, så er det ikke grunden til, at systemet blev skabt.
Det svenske forretningsliv beskattes lettere, da regeringen ønsker, at forretningslivet skaffer arbejde til arbejdere. Når først arbejderne er beskæftigede, kan staten beskatte dem og styre deres forbrug. Godkendt forbrug støttes med de skattekroner, som forbrugerne betaler. Ikke godkendt forbrug støttes ikke, ikke kan være tungt beskattet. Dette system af tvangsincitamenter har til hensigt at regulere, hvordan befolkningens adfærd.
Mens mange i verden tror, at ”den tredje vej” i Sverige er en ”socialistisk” politik af hjælp til behøvende, så er virkeligheden nærmere en ”fascistisk” politik af manipulation af forbrugere til adfærd som politikerne ønsker.
