"You give me the sweetest taboo
That's why I'm in love with you"
Ovenstående er et uddrag fra Sades fantastiske sang "The Sweetest Taboo". De sidste gange, jeg har hørt den, så har jeg lukket øjnene og tænkt på Helle Thorning, der står og kigger ud over solnedgangen og synger om sin elskede skat. Den sødeste i verden, som hun tilsyneladende er så forelsket i, at hun ikke diskuterer den med andre. Mike Legarth står med en funky bass og synger med, når omkvædet kommer, ligesom Peter Christensen ved klaveret. Ole Sohn holder rytmen på trommerne og sørger for, at alle holder takten og ingen bryder ud af den fine opsætning omhandlende den skat, som alle er enige om, at de har så kær.
"I'd do anything for you, I'd stand out in the rain
Anything you want me to do, don't let it slip away"
Synger bandet af skatteelskere, mens de skuler til de, som ikke stemmer i, for skatten er hellig. Den er et mantra, man skal kunne recitere, og som man endelig ikke må stille spørgsmålstegn ved. Det er en kærlighedshistorie, hvor skurken, der prøver at fjerne skatten, skal sættes ud af spil, koste hvad det vil.
Heldigvis kan jeg åbne øjnene igen og komme tilbage til virkeligheden, hvor Sade synger og bandet er musikere i 80'er-tøj. Men uanset hvad jeg gør, så kan jeg stadig ikke få lov til at diskutere skatten uden at tage hensyn til, at vi har et backingkor af skatteelskende politikere, der helst ikke vil tage opgøret med de sidste mange års skattedagsorden. Det vil vi meget gerne i Liberal Alliance, for her er skatten ikke den entydige kærlighedshistorie.
Den ensidige skattediskussion i Danmark fokuserer altid på, at en lavere skat er det samme som at gå på kompromis med velfærden. Jeg tror ikke bandet af skatteelskere sagde det samme, da det var Poul Nyrup, der gik til valg på at sænke skatten i Danmark. Selvom meget har ændret sig i Danmark siden starten af 1990'erne, så forstår jeg ikke, at man i Socialdemokratiet har kunne gå fra overbevisningen om, at lavere skatter - for både borgere og virksomheder - gavner Danmark, til det nu stik modsatte. Lad os derfor diskutere skat, hvor vi ikke med det samme skyder en sænkning ned, fordi vi tror, at det reducerer velfærden. Så mange andre lande har lavere skat end i Danmark, men stadig en tilsvarende velfærd, så det KAN lade sig gøre.
Maksimalt 40 pct. i skat vil både fremme målet om større personlig frihed og få gang i væksten. Begge mål er vigtige for Liberal Alliance, og derfor vil en fuldstændig fjernelse af topskatten og en sænkning af bundskatten, så højeste marginalskat bliver maksimalt 40 pct. bidrage til at få gang i væksten. Udover en forøgelse af arbejdsudbuddet, så vil det have en afsmittende effekt på iværksætteri, og Danmark kan derved drage nytte af de videregående uddannelsers fokus på innovations- og iværksætteriundervisning, som videnskabsministeren ganske visionært har iværksat. Det er dog ikke nok bare at undervise i fagene på uddannelsesstederne, vi skal som samfund sikre, at rammen for virksomhedsstart er til stede, hvilket en skattereform kan bidrage til. Når vi samtidig foreslår en halvering af selskabsskatten, så tager vi netop rammevilkårene for virksomheder seriøse, og vi anerkender, at væksten i Danmark skal komme igennem private investeringer og ikke offentlige.
Den lavere selskabsskat er muligvis den mest effektive måde at øge vores produktivitet på, hvilket selv Frank Jensen mener er nødvendigt for, at København skal kunne konkurrere med f.eks. Stockholm, når store internationale virksomheder skal vælge, hvilken by de skal slå sig ned i.
Næste gang, jeg hører "The Sweetest Taboo", slukker jeg med det samme, for det danske band af skatteelskere synger en ynkelig sang. Vi har brug for at debattere skat på en nuanceret måde, så vi kan ændre de ensidige argumenter om sammenhængen mellem en skattesænkning og en reducering af velfærd. Jeg synger gerne for.
