Det er ikke kun Liberal Alliance, der mener, at en nedsættelse af indkomstskatten er samfundsgavnligt. Også skattekommissionen, med den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch i spidsen, har peget på det danske skattetryk som en af de barrierer, der skal rives ned, hvis væksten i Danmark for alvor skal i gang igen.
SKATTELETTELSE FOR DE SVAGES SKYLD
Som medlem af Liberal Alliance vil jeg altid få skudt i skoene, at min holdning til skattelettelser udelukkende drejer sig om at maksimere mit eget udbytte. Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har ført en unuanceret debat imod skattelettelser, hvor især Liberal Alliance er blevet beskyldt for at være partiet for de rige svin, der udelukkende ønsker flere penge at lege med.
Sandheden er dog en helt anden. Ligesom Socialdemokratiet og SF så bekymrer Liberal Alliance sig om de svageste i samfundet. At skabe lige muligheder og sikre velfærdssamfundet er en af grundene til, at Liberal Alliance ønsker skattelettelser.
Vi, som det eneste parti i Folketinget, tager det alvorligt, når en kommission bliver nedsat. Vi læser de rapporter, som de andre partier smider ud. Det er påfaldende, at en tidligere socialdemokratisk skatteminister i spidsen for en skattekommission peger på en skattesænkning som et af de værktøjer, der skal bruges for at sikre velfærdssamfundet. Ifølge kommissionens arbejde vil en reducering af skattetrykket være selvfinansierende, idet et lavere skattetryk sætter gang i væksten med en forøget konkurrenceevne til følge.
Skattelettelserne skal derfor ikke gennemføres for at tilfredsstille de rigeste i det danske samfund. Skattekommissionen vurderer, at en skattereform ville kunne sikre 24.000 ekstra arbejdspladser, og den kan øge velstanden i Danmark med 30-40 mia. kroner. Disse penge skal være med til at sikre, at vores velfærdssamfund kan bestå med en kvalitet, som vi alle kan stå inde for. Det giver ingen mening at bibeholde et højt skattetryk, når vi kan få den samme kvalitet ved en reducering, samtidig med at borgerne i Danmark oplever en højere grad af frihed og bestemmelse over egne indtjente midler.
SOCIALISTISK RETORIK
Hvorfor gennemføres skattelettelserne så ikke, når skattekommissionen, med en socialdemokrat i spidsen, laver beregninger, der tydeligt viser, at skattelettelserne er gavnlige for alle i samfundet? Man kunne fristes til at gætte på, at lighed for alle er det endegyldige mål for S/SF, også selvom det betyder, at alle borgere i Danmark skal trækkes ned. Bare vi opnår ligheden, så er det tilsyneladende ligegyldigt hvor på samfundsstigen, at ligheden fastsættes.
Hos Liberal Alliance er holdningen anderledes. Hvis alle i samfundet oplever en forøget velfærd og levestandard, så gør det ikke noget, at uligheden stiger. Hvorfor skal vi trække hårdtarbejdende danskere ned for at sikre, at alle bliver lige? Vi er ikke lige. Nogle knokler 70 timer om ugen, nogle løber risici med egen virksomhed, og nogle har et kæmpe ansvar, og de skal selvfølgelig ikke straffes for deres indsats. De skal have som fortjent. Andre prioriterer tid derhjemme med de fritidsaktiviteter, som de finder interessante, og det må være deres belønning – nemlig at de har en frihed til at vælge, hvad de vil. Lighed er ikke en målsætning, der motiverer hårdtarbejdende danskere til at skabe velstand i samfundet.
Skatten skal derfor sænkes, så den generelle velstand kan forøges. Det skaber bedre forhold for alle i samfundet, uanfægtet at uligheden måske stiger. Når selv den fattigste bliver rigere, så virker det fjollet at modsætte sig en reform. Men igen, Socialdemokratiet og SF må have en anden dagsorden end at hjælpe de ressourcesvageste. Deres målsætning kan åbenbart nemmere nås ved at gøre de rigeste og mellemklassen fattigere frem for at gøre alle rigere.
Søren Søltoft Holmboe
Folketingskandidat LA, Sydjylland