Det netop indgåede skatteforlig vil vise sig at være endnu en betydelig taktisk brøler for regeringens uerfarne forhandlere, og en lige så stor genistreg for VK. Både regeringen og VK vil de kommende dage høste ros og anerkendelse for at have vist ansvarlighed, men den langsigtede effekt er i VK´s favør, og i politik er "lang sigt" ofte kun 4-6 måneder.
Samtlige landets politiske kommentatorer gør sig store anstrengelser for at bortforklare en massiv fejlvurdering af det politiske billede. Sjældent har der været samme grad af konsensus om at det der er sket under ingen omstændigheder ville ske. På samme måde vil VK og regeringen de kommende dage gøre sig store anstrengelser for at forklare hvorfor netop de - og ikke de andre - har sejret i forhandlingerne. Alt sammen klassisk politisk teater.
Men den pinagtige realitet er, at skatteaftalen er relativt betydningsløs i forhold til de udfordringer landet står overfor, og der er intet som helst, der kan retfærdiggøre betegnelsen "reform". Det er et mindre aftalekompleks, et kludetæppe, som trækker lidt den ene vej og lidt den anden vej og i.ø. har relativ beskeden og i bedste fald langsigtet effekt. Aftalen indeholder endda en del usikre elementer, som i nogle tilfælde kan vise sig at være umulige at opnå.
Imidlertid vil det hurtigt vise sig, at skatteaftalens helt store betydning er den enorme taktiske gevinst, som VK har sikret sig ved overhovedet at indgå aftalen og dermed køre EL ud på et sidespor. Det sidespor vil EL få meget svært ved at komme tilbage fra. Betydningen af den gevinst får vi at se lang tid før vi ser de økonomiske og beskæftigelsesmæssige effekter af skatteaftalen.
Mens Bjarne Corydon og Thor Møger fører sig frem som om de har begået et genial politisk svendestykke, så er virkeligheden at de har udstillet regeringens uerfarenhed i taktisk politisk sammenhæng. Det er ikke smart at ride på så mange heste og i det tempo de har gjort det. Et er at de har spillet ganske smart på de 2 sider i folketinget, men noget andet er at de har gjort det på en måde, som fjerner deres parlamentariske grundlag med et pennestrøg. Det er en hån imod EL først at køre så langt frem med dem, at Johanne Schmidt Nielsen offentlige "godt tør sige", at der er en aftale, for dernæst at lande en aftale med VK på kun 4 timer.
Tidsfaktoren spiller formentlig en afgørende rolle; Hvis regeringen havde trukket processen ud tidsmæssige og krydret den med klassiske natlige forhandlinger, og måske en udskudt sommerferie, så kunne de have givet EL tid til selv at melde sig ud med minimale politiske skrammer. Men i deres iver efter at vise hvor dygtige de er, har de i stedet hængt EL ud i gabestokken. Den slags koster.
Som resultatet er faldet ud, vil det for V og K vise sig at være et ufatteligt klogt træk, at de skyndte sig tilbage på banen igen i sidste spilleminut. Igen skyldes det ikke så meget indholdet i aftalen, nærmest tvært imod, men mere af taktiske årsager. Der var opbygget et betydeligt pres imod Lars Løkke og Venstre - man kan mene urimeligt, men det var en realitet. Det pres er nu fjernet, og om få dage er optakten til forliget glemt, mens lynaktionen for at afværge en EL-domineret plan, vil blive husket.
Regeringen har med forliget mistet sit parlamentariske grundlag, og selv om EL formentlig køler lidt ned de kommende dage, så er skaden så stor, at det vil koste meget dyrt at få dem tilbage på banen igen - så dyrt at de radikale formentlig ikke vil betale prisen. Men ulykkerne stopper ikke ved støttepartiet, for problemerne rækker langt ind i selve regeringen. Sprækkerne i SF bliver mere synlige end nogensinde før; Mens Thor Møger jubler over at have skruet et forlig sammen, så er der dele af SF som under ingen omstændigheder kan leve med resultatet. Der er i forvejen mange i SF der ærgrer sig over at de lod sig besnakke af Villy Søvndal på det seneste landsmøde, og den gruppe vokser sig nu større.
Der er lagt op til et varmt efterår og et meget spændende Finanslovforløb. Kun ny borgerlig-liberal splid og stemmefiskeri vil kunne lette trykket på regeringen.
