En svensk minister, EU-journalister og DJ i fælles kritik af dansk EU-formandskab. »Det er aldeles kritisabelt, at det danske formandskab sidder i spidsen for forhandlinger, der kan betyde mere lukkethed i EU,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Der er nye regler på vej for åbenhed i EU. De nuværende er forfattet i 2001, og det danske formandskab har sat sig i spidsen for forhandlingerne, som de prioriterer højt.
Men den danske regering kan ende med at underminere åbenheden - både i EU og herhjemme. Sådan lyder den skarpe advarsel fra både EU-journalister, politikere og Dansk Journalistforbund (DJ).
Der ligger endnu ikke et officielt forslag fra det danske formandskab til de nye regler, men i EU-kredse cirkulerer et dokument, der opridser hovedpunkterne og sammenligner med tidligere. Papiret er lækket til flere åbenhedsorganisationer, bl.a. Wobbing.eu, der arbejder med aktindsigt på tværs af grænser. Teksten er angiveligt formandskabets forhandlingsgrundlag og bygger på et udspil fra Europa-Kommissionen.
Men den lækkede tekst vækker kritik i DJ.
»Det er aldeles kritisabelt, at det danske formandskab sidder i spidsen for forhandlinger, der kan betyde mere lukkethed i EU. Danmark skal være et forbillede, når det gælder åbenhed, og derfor vil jeg råde det danske formandskab til straks at tage Kommissionens forslag af bordet,« siger formand Mogens Blicher Bjerregård til Journalisten.dk.
DJ er ikke de eneste kritikere. Flere markante stemmer har også luftet hård kritik af forslaget.
De fremhæver blandt andet, at forslaget lægger op til en mere snæver definition af, hvad et 'dokument' er - altså hvad der kan gives aktindsigt i. Derudover peger de på, at EU-institutionernes juridiske afdelinger vil blive omgærdet af større lukkethed, og så kan de nye regler indføre en vetoret på aktindsigt. Det vil betyde, at én regering i EU kan blokere åbenhed om oplysninger, som den har sendt til EU.