Skandaløst at give statsborgerskab til potentiel terrorist, som PET advarer imod

Det er intet mindre end skandaløst, at et stort flertal i Folketinget har stemt ja til at give statsborgerskab til en person, som PET har advaret i...

Torben Mark Pedersen,

24/05/2013

Det er intet mindre end skandaløst, at et stort flertal i Folketinget har stemt ja til at give statsborgerskab til en person, som PET har advaret imod udgør en trussel mod rigets sikkerhed.

Det er at svigte statens primære opgave: At beskytte borgernes liv, frihed og ejendom. Det er ikke bare uliberalt, også for konservative må det stride mod enhver sund fornuft - ja faktisk er det svært at forestille sig noget principielt forsvar for at give statsborgerskab til en potentiel terrorist.

Vi har ganske vist forpligtiget os til det med tiltrædelsen af FN's statsløsekonvention, som vi bør opsige snarest, for i statsløskonventionen er der kun en undtagelse for personer, der er dømt for forbrydelser mod rigets sikkerhed, ikke for personer som et lands efterretningstjeneste advarer imod har terrorforbindelser eller som mistænkes for at planlægge terror.

I vor tid, hvor terrortruslen er meget reel, er det dybt uansvarligt og umoralsk at tildele statsborgerskab til en person, som PET advarer imod udgør en trussel mod statens sikkerhed. Hvad vil politikerne fra ja-partierne forsvare sig med over for de pårørende, hvis pågældende person en dag begår et terrorangreb eller "blot" skærer halsen over på en tilfældig forbipasserende, mens han råber Allah-u-akbar - som i London igår? Vil forsvaret være, at "vi havde ikke det politiske mod til at gøre det rigtige?"

Et argument, som jeg har hørt fra en folketingspolitiker lød, at det ville være bedst, hvis pågældende person blev taget af listen over personer, der skulle tildeles statsborgerskab, men at partiet ikke ville stemme nej, fordi det ville gå ud over alle de, der opfylder alle kriterierne.

Det er et i særklasse tyndbenet argument. Regeringen har ganske vist nægtet at pille pågældende person af listen, men hvad ville det værste, der kunne ske, være, hvis der var et flertal af partier i Folketinget, der stemte imod loven om statsborgerskab? Ville alle de personer, der opfylder kriterierne, blive udelukket fra statsborgerskab?  Nej, naturligvis ikke. I værste fald ville regeringen eller nogen fra oppositionen kunne genfremsætte lovforslaget om statsborgerskab uden den pågældende person på listen, og alle ville så få statsborgerskab med et par ugers forsinkelse. Ville det være nogen katastrofe? Nej!

Realiteten er, at alle partier (undtagen DF) er ansvarlige for at tildele statsborgerskab til en person, som PET mener udgør en fare for rigets sikkerhed. Og helt uden nogen som helst god grund. Der ville ikke have været nogen negative konsekvenser af at stemme nej til lovforslaget, som det foreligger, så det er både dumt og umoralsk at stemme for at tildele statsborgerskab til en person, som PET mener udgør en trussel mod rigets sikkerhed.

Det er en skandale.

Kilde: